Riddersholm: Masser af positivt i det her AGF-hold
Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Superliga

Riddersholm: Masser af positivt i det her AGF-hold

AGF åbnede foråret med et nederlag til AaB, men Glen Riddersholm ser positive tegn i holdet.

Det lignede længe, at AGF ville komme fra opgøret mod AaB med et point, men til sidst dummede klubben sig og smed det ene point over styr, og så endte det med tre point til AaB og Morten Wieghorst, der debuterede med en sejr på sin gamle hjemmebane.

Nederlaget sender AGF ud af kampen om mesterskabsslutspillet, og nu handler det så om at få så mange point over til nedrykningsslutspillet. Glen Riddersholm er dog ikke videre bekymret over at være et af de otte hold, der lander i den kedelige del af slutspillet.

- Det er mest journalister, der frygter det 'nedryknings-ragnarok', som I kalder det. Vi er trods alt otte hold, som skal spille nedrykningsspil, og det er umuligt på nuværende tidspunkt at forudse grupperne og pointene. Så det er ikke noget, jeg ligger søvnløs over, siger Glen Riddersholm til Ekstra Bladet og forklarer:

- For jeg kan se, der er masser af positive tegninger i det her AGF-hold, og når vi får lov til at spille med vores idealopstilling nogle kampe i træk, så skal resultaterne nok komme. Og vi er slet, slet ikke der, hvor vi er ved at gå i panik over et nedrykningsspil, siger han.

AGF ligger nummer 11 i Superligaen med 23 point - syv point efter SønderjyskE på sjettepladsen, og fem point foran Viborg og OB der ligger som næstsidst og sidst i Superligaen.

Der resterer fire kampe af grundspillet.