Riddersholm: Næste trænerjob må gerne være i udlandet
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Riddersholm: Næste trænerjob må gerne være i udlandet

Glen Riddersholm har fået flere forskellige jobtilbud, siden han stoppede som træner for FC Midtjylland, og det næste trænerjob kan godt være udenfor Danmark.

Det må nok kaldes en af de største nyhedsbomber i nyere Superliga-historie, da cheftræneren for de danske mestre overraskede samtlige danske sportsmedier og valgte at forlade sit job.
 
Glen Riddersholm har ikke villet fortælle åbent, hvad der helt præcist var begrundelsen for valget. Men han er til gengæld helt klar i mælet om, hvad fremtiden bringer. Han hører til på træningsbanen.
 
- Én ting er sikkert – jeg træder ind på scenen som træner igen. Men jeg vil også gerne opfattes som seriøs, så derfor vil der gå et stykke tid, inden jeg tiltræder i et nyt job. Jeg har ikke truffet det her valg for så at gå ud i morgen og begynde i en anden Superliga-klub, siger han til BT.
 
Her fortæller han også, at han allerede har fået tilbud fra både mediebranchen og erhvervslivet, men han går efter et nyt trænerjob.
 
Både han og familien er afklarede med, at det næste job kan være udenfor Danmarks grænser, og de har allerede forberedt sig på muligheden. Faktisk vil de rigtig gerne til udlandet.
 
- Men ikke for enhver pris. Det skal være en klub, hvor jeg kan se mig selv sportsligt, og hvor vi kan se os som familie. Det skal være den rigtige klub under de rigtige forudsætninger, siger Glen Riddersholm til avisen.