Riddersholm om fyringssnak: Dem, der råber højest, bliver hørt
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Riddersholm om fyringssnak: Dem, der råber højest, bliver hørt

Selv om nogle dele af internettet kræver Glen Riddersholm fyret, påvirker det ikke AGF-træneren. Ude i den virkelige verden oplever han langt større optimisme.

AGF havde ellers lige givet sig selv et tiltrængt pusterum med den flotte sejr i Farum i sidste uge. En udesejr over Superligaens førerhold var det, der skulle til for at give en smule ro i klubben, men den varede ikke længe.

Torsdag sendte 1. divisionsholdet FC Fredericia AGF ud af pokalturneringen, og i mandags tabte man så 0-3 hjemme til FC Midtjylland. De to dårlige resultater har fået dele af klubbens fanbase til tastaturet for blandt andet at kræve cheftrænerens afgang.

Han, altså cheftræneren, mener dog, at hvis man kun læser indlæg på nettet, så misser man vigtige nuancer. For når Glen Riddersholm går rundt i Aarhus, mødes han af langt bedre stemning fra AGF's tilhængere end på nettet.

- Jeg har det lidt som princip, at de, der råber højest, oftest gemmer sig bag et alias. Og vi lever i et samfund, hvor dem, der råber højest, er dem, der bliver hørt. De udtrykker sig ofte på følelser og har en negativ vinkel på det hele. Men når jeg møder folk, så er det vel 80 procent, der er positivt stemt, men de går sådan lidt og putter med det, fordi det bare ikke er normen i Danmark at være optimistisk og positiv og slet ikke i en klub af AGF's størrelse og med den historie, siger Glen Riddersholm til Ekstra Bladet.

Nederlaget til FC Midtjylland var AGF's tredje på hjemmebanen i denne sæson, efter holdet tidligere har tabt til AC Horsens og Randers FC. Omvendt lå holdet før tiende spillerunde på syvendepladsen blot to point fra målsætningen om top 6. 

Nu indtager holdet plads nummer ti.