Riddersholm: Vi famlede rundt
Foto: Lars Rønbøg/GettyImages
Superliga

Riddersholm: Vi famlede rundt

Glen Riddersholm har svært ved at forstå AGF's pokalexit.

Danmarksserie-mandskabet Holbæk leverede en mindre sensation, da de tidligere på ugen slog AC Horsens fra Superligaen ud af DBU Pokalen.

Torsdag fik Fodbold-danmark så endnu en overraskelse, da 1. divisionsdrengene fra FC Fredericia formåede at besejre AGF med 1-0. 

Opgøret var langt hen af vejen meget lige, indtil at Fredericia scorede kampens enlige mål med 20 minutter igen.

Cheftræner Glen Riddersholm fortæller efter kampen, at han savnede kynisme hos sit mandskab før scoringen, men at aarhusianerne på ingen måder fortjente sejren derefter:

- Det var vanvittigt dårligt, det vi leverede efter at vi kom bagud. Vi lignede ikke nogen, der spillede ud fra den plan, vi havde lagt. Vi mistede overblikket, og det var ikke engang de unge, men også de erfarne.

- Udover exiten fra pokalen, som er skuffende i sig selv, så kan jeg simpelthen ikke forklare, hvordan vi kunne famle rundt og forære dem chancer på det niveau, som vi gjorde til sidst, siger Riddersholm til Aarhus Stiftidende.

Selvom cheftræneren forinden opgøret havde valgt at spare en del af holdets førsteholdsprofiler, fortæller han yderligere, at han ikke vil bruge det som en dum undskyldning, og at holdets sammensætning burde være rigelig under alle omstændigheder. 

AGF og Glen Riddersholm må vente til mandag for at få rejst sig igen. Her møder brandvarme Alexander Sørloth og FC Midtjylland på hjemmebane i Aarhus.