Video : Tipsbladet
Superliga

Robert Skov godkender slutspilspulje: God chance for at redde os

Det ser fornuftigt ud for Silkeborg IF, der er endt i pulje med AaB, AGF og Viborg FF i nedrykningsspillet, mener Robert Skov.

Silkeborg IF kommer til at spare en del tid og energi på udebaneturene i slutspillet. De går nemlig kun til Aarhus, Viborg og Aalborg, da de tre klubbers Superliga-hold er modstanderne i pulje 2 i nedrykningsspillet.

Også rent sportsligt er det en fornuftig pulje for Silkeborgs oprykkere, mener profilen Robert Skov. SIF ligger nummer to med 30 point, mens AaB har 33, og AGF og Viborg begge har 25. 

- Det er selvfølgelig nogle gode hold, men det ser fornuftigt ud, og jeg tror på, vi har en god chance for at redde os, siger Skov til Silkeborg IF's Youtube-kanal.

- Jeg tænker, at det bliver nogle spændende kampe, hvor der er meget på spil, og hvor der kommer til at være en intens stemning. Vi skal gå ud og gøre alt, hvad vi kan for at tage point og vinde kampene. 

I eftermiddag klokken 16 offentliggøres kampprogrammet for slutspillet. Det står dog allerede klart, at kampene begynder i weekenden om halvanden uge - altså efter landskampspausen i den kommende weekend.

Se hele interviewet med Robert Skov i toppen af artiklen.