Video : Tipsbladet
Superliga

Röcker om Brøndby: Er taknemmelig for den her chance

Benedikt Röcker nyder at spille for Brøndby IF, og han takker klubben for at give ham chancen.

Tyskere er ikke det, der har været flest af i Superligaen historisk set, men i sommer stemplede hele tre af slagsen ind i Brøndby IF. Alexander Zorniger satte sig på trænerbænken, og Hany Mukhtar og Benedikt Röcker forstærkede spillertruppen.

Sidstnævnte har været en klippe i det blå-gule forsvar, og opgøret mod Marienlyst i DBU Pokalen tidligere på måneden var den første i hele sæsonen, hvor Röcker ikke startede inde. Det siger meget om tyskerens betydning for Brøndby IF, og hovedpersonen selv fastslår, at han er glad for at være på den københavnske Vestegn.

- Først tænkte jeg lige waaauw, for det havde jeg ikke lige set komme, og så kom jeg lidt i tvivl, fordi jeg egentlig altid gerne ville blive i Tyskland. Jeg måtte lige tænke over det, og det kostede en nat uden søvn, men jeg havde den perfekte alder til at tage det skridt, og så var det en stor klub med masser af potentiale. Den chance ville jeg bare gå efter, siger 27-årige Benedikt Röcker til Magasinet Alka Superliga og fortsætter:

- Jeg er meget taknemmelig for den chance, som jeg har fået her, og Brøndby føles dejligt hjemligt. Det er vigtigt for mig, for jeg er meget familiemenneske, og det er da meget anderledes, når du ikke bare kommer til en ny klub, men også et nyt sprog, ny mentalitet og ny fodboldstil. 

Benedikt Röcker har kontrakt med Brøndby IF frem til sommeren 2019.