Rømers torskedumme røde kort kostede mod FC Nordsjælland
Foto: Polfoto/Jens Dresling
Superliga

Rømers torskedumme røde kort kostede mod FC Nordsjælland

André Rømers røde kort kostede dyrt for FC Midtjylland, der tabte 1-2 til FC Nordsjælland.

Det var dyre lærepenge for André Rømer, da han i returopgøret mod Manchester United på Old Trafford blev fuldstændigt rundbarberet af en veloplagt Memphis Depay, og også mandag var det Rømer, der kostede for gæsterne på Farum Park. 

FC Midtjylland havde igen valgt Paul Onuachu til startopstillingen oven på en ellers noget vag præstation mod FC København, men det skulle hurtigt vise sig at være en meget klog beslutning af Jess Thorup på FC Midtjylland-bænken. 

Onuachu blev nemlig kampens første målscorer. Det skete, da David Jensen kom meget dårligt ud til en bold, der endte for fødderne for Paul Onuachu. Nigerianeren tog en tæmning og flugtede bolden ind over FC Nordsjælland-defensiven og i kassen. Det viste sig, at David Jensen havde fået en flænge i panden og derfor måtte lappes sammen. 

Efter målet virkede det til, at vejrguderne i det nordsjællandske straffede defensiven for et dårligt indgreb i forbindelse med Onuachu-kassen, for det begyndte efter målet at sile ned på Farum Park. Først sne, så hagl og til sidst sne. 

Det våde vejr gjorde banen utroligt glat, og det betød hårde tacklinger og duelspil. Der var dog én spiller, der tog det lidt for langt. André Rømer fik nemlig rødt kort efter en utrolig hård tofodstackling på Martin Vingaard, hvilket førte til sammenstød mellem de to lejres spillere og vist nok trænere. Det førte også til, at FC Midtjyllands André Rømer fik marchordre, og så skulle FC Midtjylland forsøge at klare sig 10 mod 11. 

FC Nordsjælland kom glimrende ud til anden halvleg. Først da Martin Vingaard efter 46 minutter testede Mikkel Andersen, men også tre minutter senere, da David Moberg-Karlsson kunne bringe balance i regn(!)skabet. Det skete, da unge Andreas Skovgaard på glimrende vis fandt Martin Vingaard i midten af banen. Herfra spillede Vingaard en glimrende aflevering lige ind i fødderne på David Moberg-Karlsson, der prikkede bolden ind under Mikkel Andersen og i kassen til 1-1.

Et par minutter efter valgte Kasper Hjulmand at sende Emiliano Marcondes ind, og det skulle vise sig at være en glimrende beslutning. Offensivspilleren kunne nemlig gøre det til 2-1 efter 76 minutter, da Moberg-Karlsson fandt Marcondes, der knastørt kunne sparke bolden ind ved stolpen fra lige ude foran feltet.  

Derfor skulle FC Midtjylland forsøge at komme tilbage, men det lykkedes ikke for Jess Thorups mandskab, der tabte kampen 2-1, og nu er kampens gæster hele 10 point efter FC København, der igår spillede 0-0 mod AGF.