Rundens Hold i Superligaen - 1. spillerunde
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 1. spillerunde

Hvem var bedst i første runde af Superligaen? Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold.

Bolden ruller igen på de danske Superliga-stadions, og første spillerunde bød på en masse mål og en masse gode præstationer. Særligt FC København, Brøndby IF og FC Nordsjælland imponerede med overbevisende sejre. 

Tipsbladet.dk har samlet de 11 bedste spillere, og foruden de nævnte klubber er der også blevet plads til spillere fra Silkeborg og AGF. 

Her er Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Thomas Nørgaard, Silkeborg IF
OB havde 23 skud på mål, men formåede ikke at komme på tavlen i premieren mod Silkeborg. Det skyldtes især fremragende målmandsspil af Silkeborg-keeper Thomas Nørgaard, der særligt i anden halvleg diskede op med en stribe klasseredninger. Han skal nok få en masse at se til i denne sæson, og han beviste, at han er klar fra start.

Højre back: Peter Ankersen, FC København
Den nu permanente FC København-spiller lagde ud med to assists i opgøret mod Lyngby, og særligt indlægget, der førte til Youssef Toutouhs 1-0-scoring, var lige til at sætte i glas og ramme. Ankersen gjorde livet surt for Michael Lumb, og han skal nok blive en stor mundfuld for mange modstandere i denne sæson.

Central forsvarer: Andreas Maxsø, FC Nordsjælland
FCN-profilen tog fusen på rigtig mange, da han stik imod de fleste forudsigelser valgte at forlænge sin aftale med Farum-klubben. Mod Viborg viste han, hvor vigtig en mand han er for de unge tigre. Det var ikke meget, hjemmeholdet kom frem til, og det tjener især Maxsø stor ære.

Central forsvarer: Niklas Backman, AGF
Niklas Backman gik forrest for AGF i en grad, så blodet sprøjtede, og han var fremragende sammen med Alexander Juel i det århusianske midterforsvar. SønderjyskE høvlede mange høje bolde frem, og dem tog svenskeren sig af med stor autoritet. Stor kamp af AGF-kaptjanen. 

Venstre back: Svenn Crone, Brøndby IF
For bare et år siden var der nok ikke mange, der havde spået Svenn Crone et gennembrud i Brøndby, og han har ikke helt fået det endnu, men han er afgjort godt på vej. Var en afgørende spiller mod Esbjerg, da han erobrede bolden og satte Frederik Holst i scene til 4-0-målet. Jesper Juelsgård er formentlig tiltænkt rollen som afløser for Riza Durmisi på venstreback, men det skal blive spændende at se, om Crone kan erobre pladsen.

Højre midtbane: Benjamin Verbic, FC København
Verbic har nogle kvaliteter, man ikke ser så tit i Superligaen, og han er nødt til at holde sig skarp, hvis han skal blive ved med at få spilletid i FC København. Konkurrencen på kanterne er således benhård hos de danske mestre. Mod Lyngby så han god ud og scorede et fint mål til 2-0.

Central midtbane: Stanislav Lobotka, FC Nordsjælland
Den 21-årige slovak har i glimt vist sin klasse for FC Nordsjælland, men han skal blive bedre til at gøre det kontinuerligt over en længere periode. I premieren mod Viborg var han fremragende og styrede midtbanen for gæsterne. Han har, hvad der skal til for at blive en profil i Superligaen.

Central midtbane: Mustafa Amini, AGF
Amini leverede et fodboldmæssigt hold-kæft-bolsje til Randers-direktør Michael Gravgaard og øvrige, der har kritiseret ham efter skiftet til AGF. I sin debut gjorde australieren i lange perioder, hvad der passede ham, og så scorede han tilmed et mål - noget, man med rette har kunnet kritisere ham for hidtil har manglet. Amini blev brugt på mange forskellige positioner i Randers, mens han er tiltænkt en fast midtbaneplads i Aarhus. Det skal blive spændende at se, om det løfter hans spil. 

Venstre midtbane: Youssef Toutouh, FC København
FCK-fløjen viste mod Lyngby, at han ikke bare er god med fødderne, men også i hovedspillet. Var gang på gang dominerende over for Jeppe Brandrup i luftrummet. Det var ikke overraskende, at Toutouh gjorde det til 1-0 på hovedstød i første halvleg. 

Angriber: Teemu Pukki, Brøndby IF
Den finske angriber boltrede sig som en fisk i vandet mod Esbjerg, og gang på gang kom han frem til afslutninger. Det var lige før, man kunne kritisere Pukki for kun at slippe fra kampen med en scoring i bagagen. Til gengæld leverede han også en fin assist. Stor premierekamp af Teemu Pukki.

Angriber: Joshua John, FC Nordsjælland
Hollænderen tog mange tilløb til at få scoret, og i anden halvleg lykkedes det så, da han sendte bolden op i målhjørnet til 4-0. Joshua Johns fart er velkendt, men alligevel voldte det Viborg-forsvaret store problemer. John er i gang med sin sidste halvsæson for FC Nordsjælland, og han drømmer om at spille i en større liga, men han har garanteret, at motivationen er høj. Det så afgjort også sådan ud.