Rundens Hold i Superligaen - 2. spillerunde
Foto: Lars Just/Polfoto
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 2. spillerunde

Hvem var bedst i anden runde af Superligaen? Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold.

FC København og FC Midtjylland fik store sejre i anden runde af Alka Superliga-sæsonen, og det har også sat sit præg på Rundens Hold, hvor de to mandskaber er godt repræsenteret.

Der er også plads til spillere fra Brøndby, der vandt 2-0 i Silkeborg, ligesom AGF og AaB har vundet vej til holdet.

Her er Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Robin Olsen, FC København (1)
FC København vandt en overbevisende 4-0 sejr i Esbjerg, men havde det ikke været for den svenske keeper, havde Esbjerg scoret. Olsen lavede flere gode redninger og cementerede sin position som det klare førstevalg i FC København.

Højre back: Johan Larsson, Brøndby IF (1)
Spillede en godkendt kamp defensivt, og offensivt var han strålende. Lå tit så langt fremme, at han var højre kant. En vigtig spiller for Brøndby og Alexander Zorniger, der spiller uden kanter på midtbanen. Det kræver, at backs kommer frem - og det gør Larsson i den grad.

Central forsvarer: Kian Hansen, FC Midtjylland (1)
Stærk præstation af FC Midtjyllands leder i forsvaret. Kian Hansen er god på bolden, og så var han flere gange manden, der fik lukket ned for potentielle farlige FC Nordsjælland-muligheder. Kampen stod længe 0-0, og havde det ikke været for Kian Hansen, havde FCN måske stjålet point.

Central forsvarer: Niklas Backman, AGF (2)
I sidste uge kom han på Rundens Hold for sin fight og heroiske forsvarsspil, og i denne uge kan vi så tilføje scoring til cv'et. AGF har fået en glimrende start på sæsonen, og det kan klubben i den grad takke den svenske forsvarsspiller for. Backman har både med sit forsvarsspil og mål vist sig uvurderlig for AGF

Venstre back: Filip Novak, FC Midtjylland (1)
Det var på venstrebacken Filip Novak, at straffesparket, der førte til 1-0 målet, blev begået. Og Novak scorede selv til 4-0. Skulle i øvrigt have scoret mere end ét mål i kampen. Er helt utrolig offensiv og kommer som back i nogle vilde situationer i feltet. Mod FCN gav det pote.

Højre midtbane: Pione Sisto, FC Midtjylland (1)
Pione Sisto fik kun den sidste halve time af opgøret mod FC Nordsjælland, men tal lige om at være kampafgørende. På det tidspunkt var stillingen 0-0. Sisto scorede to gange og havde tilmed et hug på overliggeren i FC Midtjyllands sejr på 4-0 over FC Nordsjælland.

Central midtbane: Andrew Hjulsager, Brøndby IF (1)
Igen kom den genfødte Andrew Hjulsager på tavlen - denne gang i Brøndbys sejr på 2-0 ude over Silkeborg. Havde Hjulsager været skarpere, havde han også scoret et mål mere. Endnu en rigtig god kamp af Hjulsager, der lader til at befinde sig glimrende i Alexander Zornigers system.

Central midtbane: Thomas Delaney, FC København (1)
Når FC København kan køre en modstander som Esbjerg fB over med 4-0 på udebane, starter det som regel med midtbanen, hvor slaget skal vindes, og boldene fordeles. Thomas Delaney var igen i glimrende spilhumør, scorede og fordelte kuglerne, som han har gjort så flot de sidste par år.

Venstre midtbane: Rasmus Falk, FC København (1)
Rasmus Falk har fået en glimrende start på karrieren i FC København, hvor han indtil nu har excelleret i Europa. Mod Esbjerg scorede han et strålende mål, og så var han virkelig god til at finde rum mellem kæderne i Esbjerg. Har måske også Superligaens bedste vending?

Angriber: Jeppe Kjær, Lyngby BK (1)
Havde Jeppe Kjær scoret på det straffespark, han lossede et godt stykke over mål, havde det været en helt igennem fantastisk kamp af angriberen. Nu må han nøjes med en stærk præstation, efter han scorede to gange og vendte 0-2 til 2-2 mod OB. I øvrigt de to første Superliga-mål af angriberen.

Angriber: Christian Bassogog, AaB (1)
Han scorede godt nok ikke, men den lille, driblestærke og meget hurtige angriber var en torn i øjet på Randers-forsvaret frem til udskiftningen i det 69. minut. Fik en assist, da han løb fra Randers-forsvaret og måske utilsigtet afleverede bolden til Marco Meilinger, der sendte AaB på 1-0.