2016-03-21 09:52
Foto: Jakob Jørgensen/Polfoto

Hvem var bedst i 21. runde af Superligaen? Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold.

Superliga-spillerne går nu på en lille landsholdspause, hvor der som bekendt ikke er klubfodbold i den kommende weekend, men vi skal alligevel have lukket 22. spillerunde i Superligaen af med Rundens Hold.

Det blev en ganske interessant runde, hvor kun SønderjyskE fra top fem formåede at få en sejr. Det skete, da det blev til en sejr på 3-2 hjemme over FC Midtjylland, efter klubben var bagud med 0-2 ved pausen. Og så tabte FC København med 0-2 ude til FC Nordsjælland, mens AaB kun fik 2-2 mod AGF efter nogle vanvittige sidste minutter, hvor AGF-keeper Steffen Rasmussen scorede til 2-2.

Her er Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Steffen Rasmussen, AGF (1)
Godt nok lukkede han to mål ind, men det er fløjtende ligegyldigt, når den ikke så høje AGF-keeper i den anden ende viser, at han er kynisk og skarp med pandebrasken. AGF-keeperen udlignede i de døende minutter af opgøret mod AaB til 2-2, og det skal selvfølgelig præmieres med en plads på Rundens Hold.

Højre back: Marc Pedersen, SønderjyskE (1)
Han er normalt centerback, men i denne sæson har træner Jakob Michelsen benyttet Marc Pedersen på højre back, og Pedersen bliver bedre og bedre. Senest var han med til at vende slagets gang, da SønderjyskE gik fra 0-2 til 3-2 mod FC Midtjylland, og Pedersen tegnede sig for en assist. Flot sæson han er i gang med.

Central forsvarer: Andreas Maxsø, FC Nordsjælland (3)
Godt nok havde FC København ikke de normalt så store forwards i Andreas Cornelius og Federico Santander til rådighed, men det kræver alligevel sin mand at pakke dygtige individualister som Nicolai Jørgensen og Benjamin Verbic ind. Maxsø styrede det centrale forsvar ved siden af en ung Andreas Skovgaard, der også leverede en god indsats i FCN's sejr på 2-0 over FC København.

Central forsvarer: Mikkel Rask, Viborg FF (2)
Mikkel Rasks hovedspil kom i vejen for meget, da Viborg FF vandt med 3-1 ude over kriseramte Randers FC. Randers' primære offensive styrke er at hælde mange bolde i og omkring feltet, og her var Rask og Viborg-holdet ganske solide i at forsvare, hvad Randers kom med.

Venstre back: Jacob Barrett Laursen, OB (1)
Fik sin første kamp i Superligaen i næsten to år, da OB vandt 1-0 i AaB. Siden har han fået genvalg for OB, der i lørdags vandt med 1-0 ude over Hobro. Laursen er en ung spiller, der har leveret gode præstationer og vist, at han kan begå sig på dette niveau, og nu får Kent Nielsen svært ved at sætte Laursen af.

Højre midtbane: Tobias Mikkelsen, FC Nordsjælland (1)
Scorede for anden kamp i træk for FC Nordsjælland, da Mikkelsen og holdet vandt 2-0 over FC København. Har fart, der er en trussel for ethvert hold, og så er han en god dribler. Kan spiller både som angriber og som kant - i en 4-4-2, som vi sætter holdet her op i, spiller Mikkelsen på kanten. 

Central midtbane: Nicolaj Madsen, SønderjyskE (4)
Scorede igen to gange for SønderjyskE - hvilket han også gjorde i seneste hjemmekamp mod Brøndby. Nicolaj Madsen var i den grad en toneangivende spiller i forhold til at få det  vendt for SønderjyskE, der slog Midtjylland med 3-2. Står nu noteret for seks sæsonscoringer - pænt for en midtbanespiller.

Central midtbane: Stanislav Lobotka, FC Nordsjælland (2)
Orkestrerede en del af FC Nordsjællands spil, og så bringer han meget dynamik på holdet. Indsatsen på midtbanen var strålende fra Lobotka, der arbejdede hårdt begge veje i banen i FC Nordsjællands sejr på 2-0 over FC København. Kan være en spiller, der til tider bliver en smule overset, og han er bedre, end folk måske tror og ved.

Venstre midtbane: Osama Akharraz, Viborg FF (2)
Bankede Viborg FF i front, da klubben tog fra Randers med en sejr på 3-1. Og hvilket mål det var fra Osama Akharraz. Har det en smule med at falde ud af kampene, men det gør ikke så meget, når han leverer kampafgørende aktioner, som det var tilfældet mod Randers FC.

Angriber: Emre Mor, FC Nordsjælland (2)
Den lille 18-årige angriber var nok en gang i centrum - og nok en gang for det positive. Sikke et talent. Med en strålende dribletur satte Emre Mor første søm i FC Københavns kiste, da hjemmeholdet vandt med 2-0. Det kan godt være, at Mikael Antonsson leverede dårligt forsvarsspil, men det tager ikke noget fra Emre Mor, der først satte to mand, inden Antonsson blev sat, og Robin Olsen udklasseret.

Angriber: Anders K. Jacobsen, OB (1)
Efter OB's salg af Kenneth Zohore er Anders K. Jacobsen manden, der skal overtage, og det begynder for alvor at se godt ud for den tidligere AaB-angriber. 'AK' er i form og kom på tavlen, da OB vandt med 2-0 over Hobro. Generelt virker Anders K. Jacobsen og Rasmus Festersen til at blive et interessant makkerpar i OB' angreb.

I parantes bemærket er antallet af gange, spilleren har været udtaget til Rundens Hold.

SENESTE NYT...

AFSTEMNING

Hvor mange 1/8-finaler ved EM ender i straffespark?

SUPERLIGA-VIDEO