Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 27. spillerunde

I en spillerunde med mange 0-0-kampe var der også lidt at lune sig på. Tipsbladet.dk giver dig Rundens Hold i Superligaen.

Den første runde af slutspillet i Superligaen bød på lige vel mange 0-0-kampe, men der blev også spillet flot fodbold og scoret nogle flotte mål rundt om på de danske stadions. 

Spillere fra blandt andre Brøndby IF, FC Midtjylland og Esbjerg fB har gjort sig fortjente til en plads på Rundens Hold.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 27. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Frederik Rønnow, Brøndby IF (5)
Der skal et rigtig godt argument til for at placere en målmand, som indkasserer to mål, på Rundens Hold, men det argument er ikke svært at levere i det her tilfælde. Frederik Rønnow diskede op med en fodparade i absolut verdensklasse i anden halvleg, da han forhindrede en flugter fra Paul Onuachu. Den redning vil med sikkerhed være med i feltet, når "Årets Redning" skal findes.

Højre back: Johan Larsson, Brøndby IF (6)
Den svenske back fik endelig åbnet sin målkonto i denne sæson, da han hamrede Brøndby foran 2-1 mod FC Midtjylland. Larsson spillede absolut ikke en fejlfri kamp, men hans løbevillighed og fighterhjerte kan man kun beundre. Søndag fulgte slutproduktet endelig med.

Central forsvarer: Andreas Nordvik, Esbjerg fB (2)
Tilskuerne på Blue Water Arena blev ikke synderligt forkælet, men hvis man kan lide godt forsvarsspil, var det værd at notere sig Andreas Nordvik. Den norske midtstopper gjorde en god figur for Esbjerg, og dermed lykkedes det ikke Randers at få bugt med den langvarige målkrise.

Central forsvarer: Dzhamaldin Khodzhaniazov, AGF (1)
Russeren kom som resten af AGF-mandskabet svingende fra start, men det lykkedes ham at spille sig varm, og i anden halvleg især var han fremragende. Khodzhaniazov rager utrolig mange gule kort til sig, men hvis han præsterer, som han gjorde mod Viborg FF, er det formentlig noget, Glen Riddersholm er villig til at se gennem fingre med. 

Venstre back: Patrick Mtiliga, FC Nordsjælland (2)
Man må tage hatten af for den 36-årige venstre back, der har præsteret et fornemt comeback i dette forår. Mtiliga er med afstand den ældste i FC Nordsjælland, men han har stadig hurtige fødder, og mod Lyngby leverede han igen en god præstation. Virker også til uden problemer at have luft til 90 minutter.

Højre midtbane: Troels Kløve, SønderjyskE (1)
Tordenstøvlen fra Sønderjylland scorede et fremragende mål mod FC København, da han fra kanten af feltet tordnede bolden forbi Robin Olsen via den ene opstander. Med det mål skyder Troels Kløve sig også ind på Rundens Hold, men den tidligere AC Horsens-spiller havde flere gode aktioner og var en stor mundfuld for FCK-defensiven.

Central midtbanespiller: Christian Nørgaard, Brøndby IF (3)
Christian Nørgaard er gaven, der bliver ved med at give til Brøndby-mandskabet i denne sæson. I foråret er Nørgaard blevet skubbet frem fra en 6'er-position til en 8'er-position, men det har ikke rokket ved de gode præstationer, som han leverede endnu en af mod FC Midtjylland med målet til 3-1 som det absolutte højdepunkt.

Central midtbanespiller: Rasmus Würtz, AaB (2)
Resultatet kunne godt have været bedre for AaB mod Silkeborg IF, men Würtz' præstation på den centrale midtbane kunne der ikke sættes mange fingre på. Anføreren lukkede godt ned for de kreative indslag hos Silkeborg IF, der derfor ikke havde meget at skyde med. 

Venstre midtbane: Mads "Mini" Pedersen, FC Nordsjælland (2)
FCN-spilleren skiftede i sidste uge rygnummer, således han nu har yndlingstallet 5 på trøjen, og det fejrede "Mini" med en stor kamp mod Lyngby. Den 20-årige FCN-spiller har været lidt af en assistmaskine i foråret, og mod Lyngby noterede han sig for sit oplæg nummer fire i de seneste tre kampe.

Angriber: Paul Onuachu, FC Midtjylland (2)
Det nigerianske fyrtårn kaldes af FCM-formand Rasmus Ankersen for Superligaens bedste angriber, og så man Onuachu i aktion mod Brøndby, kan man til dels godt følge ham. Her var FCM-angriberen i hvert fald ustyrlig, og havde det ikke været for en klasseredning af Frederik Rønnow, kunne Onuachu have noteret sig for et hattrick. Nu måtte han nøjes med to scoringer og formentlig en masse blå mærker efter sine mange nærkampe med Brøndby-spillerne.

Angriber: Mustapha Bundu, AGF (1)
De er meget, meget glade for Mustapha Bundu i AGF, og søndag mod Viborg FF kunne man endelig se hvorfor. Angriberen er nu kommet sig helt over sin skade, og han var i hopla i århusianernes 4-2-sejr, hvor han både bidrog med mål og assist. Han skal blive meget spændende at følge i resten af sæsonen. 

I parantes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.