Rundens Hold i Superligaen: 31. spillerunde
Foto: Tariq Khan Mikkel/Polfoto
Superliga

Rundens Hold i Superligaen: 31. spillerunde

tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen, der denne gang tæller en række debutanter.

31. runde af Superligaen var fuld af markante overraskelser. Derfor er der også en række debutanter på denne udgave af Rundens Hold i Superligaen. 

Vanen tro sætter tipsbladet.dk et hold af de 11 spillere, der markerede sig bedst på deres position. 

Vi bringer her Rundens Hold i Superligaen for 31. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling.

Målmand: Peter Friis-Jensen, Viborg FF (3)
Han er med på en billig baggrund, for Friis-Jensen blev ikke testet meget på Brøndby Stadion. Men han leverede som den eneste målmand et clean sheet i denne runde, og derfor er han med.

Højre back: Nicolaj Hagelskjær, Esbjerg fB (1)
Han har været udskældt på det seneste, men mod AaB markerede Hagelskjær sig rigtig positivt – blandt andet med en fin assist og en koncentreret indsats i defensiven.

Central forsvarer: Marco Lund, Esbjerg fB (1)
Fremragende kamp af unge Lund i Aalborg, hvor Esbjerg fik en tiltrængt sejr til selvtilliden. Marco Lund kan blive fremtidens forsvarsleder i Esbjerg.

Central forsvarer: Pierre Kanstrup, SønderjyskE (3)
SønderjyskE agerer mere og mere som et selvsikkert tophold, og Pierre Kanstrup er en af lederskikkelserne. Mod OB var han atter godt spillende, og den frygtede fynske duo med Anders K. Jacobsen og Rasmus Festersen kom ikke frem til meget.

Venstre back: Filip Novak, FC Midtjylland (3)
I en runde uden de store præstationer fra Superligaens venstrebacks kommer Filip Novak med. Det er ofte svært at spille over for Randers FC's Kasper Fisker, men Novak gjorde det udmærket.

Højre midtbane: Simon Kroon, SønderjyskE (1)
Svenskeren ligner mere og mere en gevinst for SønderjyskE. Mod OB spillede han endnu en god kamp – og så satte han gang i målfesten med sin 1-0-scoring efter bare syv minutter.

Central midtbane: Jonas Brix-Damborg, Hobro IK (2)
FC København var uden sin vanlige centrale midtbane, men det skal ikke tage noget fra Brix-Damborg, som arbejdede hårdt og godt gennem hele Hobros 4-2-sejr over mestrene. Kunne godt fortsætte i Superligaen.

Central midtbane: Janus Drachmann, SønderjyskE (5)
Han må kandiderer til sæsonens bedste indkøb, for Drachmann har været en profil i SønderjyskE siden han ankom fra Horsens. Mod OB var han banens bedste, og fynboernes højt besungne Izunna Uzochukwu blev overstrålet af manden, hvis efternavn klinger af kunstmalerier med Skagen i centrum

Venstre midtbane: Jung-Bin Park, Hobro IK (1)
Scorede et vidunerligt mål mod FC København og var i det hele taget en oplevelse at følge. Park kunne godt blive interessant for andre Superliga-klubber i kølvandet på Hobros nedrykning

Angriber: Morten ’Duncan’ Rasmussen, AGF (4)
Tre mål på et kvarters tid sikrer Morten Nicolas Rasmussen – det hedder han rigtigt – en plads på Rundens Hold. Han har vist fremragende målform på det seneste og er fortjent udtaget til landsholdet.

Angriber: Mayron George, Hobro IK (3)
Costaricaneren nettede to gange mod FC København, hvor han også viste prøver på sin enorme fysik. I alt er han oppe på ni mål i 22 Superliga-kampe. Det er fornemt, når man tænker på, at han har spillet for Hobro.

I parentes bemærket er antallet af gange, spilleren har været udtaget til Rundens Hold.