Rundens Hold i Superligaen - 6. spillerunde
Foto: Christian Sølbeck/POLFOTO
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 6. spillerunde

Brøndby og Viborg dominerer Rundens Hold i Superligaen.

Efter hver Superliga-runde sætter tipsbladet.dk Rundens Hold i ligaen bestående af de spillere, der gjorde bedst opmærksom på sig selv i de syv kampe.

6. runde i Superligaen er nu overstået, og det er derfor tid til at udvælge rundens bedste 11 spillere.

Her er tipsbladet.dk's bud på Rundens Hold i Superligaen - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Nicolai Larsen, AaB
AaB-keeperen havde travlt i 1-1-kampen mod FC København, men han var medvirkende til, at AaB fik brudt forbandelsen i nationalarenaen. Har ikke haft sin bedste sæson, men kampen mod FCK var et lyspunkt.

Højre back: Johan Larsson, Brøndby IF
Brøndby udraderede AGF søndag eftermiddag, og man kunne vælge mange spillere fra vestegnsklubben. Anfører Johan Larsson gjorde en god figur fra højre back, hvor han havde gode offensive tiltag.

Central forsvarer: Mikkel Rask, Viborg FF
Når en midterforsvarer scorer to mål, er han stort set selvskrevet til det centrale forsvar. Viborgs tidligere volleyballspiller satte gang i målfesten mod Silkeborg og er derfor udtaget.

Central forsvarer: Patrick Banggaard, FC Midtjylland
Det var en fin indsats af Patrick Banggaard i 2-2-kampen mod SønderjyskE. Det var et opgør, som FC Midtjylland burde have vundet, men det var ikke Banggaards skyld, at sønderjyderne udlignede til sidst.

Venstre forsvarer: Jonas Thorsen, Viborg FF
Han fik sit gennembrud i Superligaen i sidste sæson, og han har fulgt op på de gode takter i denne sæson. Thorsen er ved at udvikle sig til en sand profil på Viborg-holdet.

Højre midtbane: Jonas Kamper, Viborg FF
Han leverede to mål i 5-1-sejren over Silkeborg, så det er oplagt at tage Kamper med, selvom det var en billig baggrund mod en svag modstander.

Central midtbane: Jeppe Andersen, Esbjerg fB
Banens bedste i Esbjergs vigtige 3-2-sejr over OB, hvor han også stod for et perlemål. Han har fået en nøglerolle på Colin Todds mandskab og tager i den grad ansvar for genrejsningen af klubben. Stærkt. 

Central midtbane: Andrew Hjulsager, Brøndby IF
Offensivspilleren er blevet genfødt som fodboldspiller under Alexander Zorniger. I sejren over AGF stod Hjulsager for to scoringer og to assits, og han leverede i det hele taget en meget iøjnefaldende indstats. Fornemt.

Venstre midtbane: Bjørn Paulsen, Esbjerg fB
En assist og en glimrende scoring sikrer Bjørn Paulsen en plads på Rundens Hold. Esbjerg leverede en god kamp mod OB, og Paulsen blev matchvinder. 

Angriber: Teemu Pukki, Brøndby IF
Superligaens topscorer er bare brandvarm for tiden, og med to mål mod AGF er han svær at komme uden om til Rundens Hold.

Angriber: Hany Mukhtar, Brøndby IF
Tyskeren har været en berigelse for Brøndby i denne sæson, og han viste igen sine kvaliteter i 7-0-sejren over AGF søndag, hvor han bidtog med mål og assist. Selvom han spiller på den offensive midtbane, har vi valgt ham i angrebet her, da ligningen skal gå op.