Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen - 8. spillerunde

Den første Superliga-runde efter landskampspausen er et overstået kapitel, og vi er klar med Rundens Hold.

Der var sublim underholdning og mange mål, da ottende spillerunde af Superligaen løb af stablen, og det hele kulminerede i Telia Parken, hvor FC København vandt 4-3 over FC Midtjylland i en forrygende fodboldkamp. Man må selvfølgelig heller ikke glemme Randers FC's første sæsonsejr, som var en overbevisende en af slagsen mod AGF.

Vi har som sædvanlig taget et nærmere kig på de individuelle præstationer og udvalgt de 11 bedste.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 8. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Sten Grytebust, OB (3)
Påstand: Sten Grytebust er en af de spillere, der har været flest point værd for sin klub i Superligaen gennem de seneste par sæsoner. Det er efterhånden svært at holde regnskab med, hvor mange gange den norske keeper har reddet OB, når alt andet stod i flammer, og søndag mod Brøndby gjorde han det igen. Med kun 10 mand på banen var fynboerne udsat for et sandt bombardement, men Sten Grytebust tog sig af det meste. 

Højre back: Björn Kopplin, Hobro IK (1)
Björn Kopplin er rykket fra venstre back over på højre for at få en plads på Rundens Hold, for her fortjener han at være efter den scoring, han præsterede i fredagens Hobro-sejr over SønderjyskE. Kopplin har tidligere tørnet ud for Bayern München uden nogensinde at være i nærheden af at få en plads på holdet i den sydtyske storklub. Nu nyder Hobro godt af backens kvaliteter.

Central forsvarer: Frederik Tingager, OB (1)
Den lange midtstopper er både god og hårdfør. Det beviste han, da han rejste sig og spillede videre mod Brøndby, efter der egentlig var markeret for udskiftning. Tingager er to meter ren vilje, og han fortjener et stort klap på skulderen for sin præstation mod Brøndbys offensiv. Det er helt sikkert et klogt træk af OB, at de har forlænget aftalen med Frederik Tingager.

Central forsvarer: Mads Agesen, Randers FC (1)
Randers-kaptajnen har været en af de store skuffelser i denne sæson, men mod AGF var han fremragende. I opgøret mod FC Helsingør før landskampspausen blev han gang på gang tørret af Andre Riel, men lørdag havde Agesen fuldstændig styr på AGF-debutanten. Og det samme med Morten "Duncan" Rasmussen. Stærkt præstation.

Venstre back: Erik Marxen, Randers FC (1)
Randers FC var tæt på at sælge Erik Marxen til MK Dons på sidstedagen af transfervinduet, men handlen blev ikke til noget, og derfor var venstre backen på banen til at hamre kronjyderne foran med 1-0 mod AGF. Erik Marxens helflugter sad helt oppe i krydset, og han kommer næppe til at lave mange mål, der er bedre end det i resten af karrieren.

Højre midtbane: David Boysen, Lyngby BK (1)
David Boysens dårligste aktion mod FC Helsingør var eksekveringen af hans straffespark, og det faktum, at bolden alligevel gik i nettet, siger alt om den tidligere Brøndby-spillers eftermiddag. Det meste lykkedes for David Boysen, der foruden scoringen på straffespark også selv sørgede for, at det blev begået. Offensivspilleren stod desuden for "assisten" til FC Helsingørs selvmål.

Central midtbane: Carlos Zeca, FC København (1)
Man skal passe på med at svinge om sig med for hurtige konklusioner om nyindkøb, men Carlos Zeca så i hvert fald meget lovende ud i sin debut mod FC Midtjylland. Den tidligere Panathinaikos-anfører var sikker i sit pasningsspil og var en stor autoritet på banen allerede i sin første kamp. Målet til 4-2 var prikken over 'iet.

Central midtbane: Mikkel Rygaard, Lyngby BK (1)
Mikkel Rygaard kom hverken på tavlen eller assisterede for Lyngby mod FC Helsingør, men hans spil mellem felterne var suverænt, og han var ophavsmand til et hav af hjemmeholdets chancer. Rygaard foldede til tider sin eminente teknik ud, og så var det svært for oprykkerne at følge med. 

Venstre midtbane: Benjamin Verbic, FC København (2)
Benjamin Verbic har velsagtens været FC Københavns bedste spiller i denne sæson, og søndag mod FC Midtjylland leverede sloveneren endnu en stor præstation. Verbic scorede to mål og burde have scoret hattrick. Offensivspilleren har for ofte manglet slutprodukt på sine aktioner, men det har han lagt til i denne sæson.

Angriber: Emiliano Marcondes, FC Nordsjælland (4)
Man kan diskutere, om Emiliano Marcondes nye frisure er pæn, men at angriberen leverede en pæn præstation for FC Nordsjælland mod AC Horsens er indiskutabelt. Med to mål gik Marcondes igen forrest for Superligaens tophold, og hvem havde nogensinde troet, at FC Nordsjælland skulle score på en standardsituation mod kæmperne fra AC Horsens. Det præsterede 183 centimeter høje Marcondes at gøre. 

Angriber: Nikola Djurdjic, Randers FC (1)
Som det blev vist i programmet Superliga Backstage på Canal 9, er det kun et par uger siden, at Nikola Djurdjic bankede på hos Randers-ledelsen og foreslog dem at sælge ham. Dengang valgte både klubben og Djurdjic at slå koldt vand i blodet, og det betalte sig i lørdagens 4-1-sejr over AGF. Serberen både scorede og assisterede, og det var assisten til Joni Kauko, der var flottest.

I parantes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.