San Lorenzo håber på Mussis-dispensation
Illustration
Superliga

San Lorenzo håber på Mussis-dispensation

San Lorenzo drømmer om at hente Franco Mussis hjem til Argentina, men vejen til en underskrift med FCK-spilleren er brolagt med et hav af forhindringer.

33 minutter for FC København og otte minutter for Genoa. Til sammen giver det ikke en gang en halvleg.

Så man kan ikke just påstå, at Franco Mussis er blevet overansrengt af spilletid i denne sæson, hvor han først tiltrådte i FC København og senere blev udlejet til Genoa, fordi han havde tilpasningsproblemer i Danmark - og desuden var i elendig form. Alligevel må Mussis forbande de 41 minutter langt væk.

Det faktum, at de er fordelt over to forskellige klubber gør nemlig, at Mussis ikke bare kan skifte klub i det kommende transfervindue og på den måde førsøge at få karrieren tilbage på ret kurs. Ifølge FIFA's regler må man nemlig maksimalt optræde for to klubber på en sæson, og det har Mussis allerede gjort - selv om der altså er tale om forsvindende få minutter.

Dermed skal der gives en dispensation til Franco Mussis, hvis han skal finde en ny klub i januar, og netop sådan en håber San Lorenzo fra Argentina, at der kan udskrives til FCK-lejesvenden, så han kan vende hjem til de vante argentinske himmelstrøg. Ifølge bolavip ønsker San Lorenzo, der for nylig blev nummer to ved VM for klubhold, at hente Mussis til klubben. Midtbanespilleren var en stor profil i den argentinske liga for Gimnasia La Plata før skiftet til FCK.

Der er dog mange flere ting, der skal falde i hak, før Franco Mussis kan havne i sin tredje klub i sæsonen 2014/2015. Foruden dispensationen skal efterhånden mange klubber høres. FC København ejer Franco Mussis, der er udlejet til Genoa, men også Gimnasia har noget at skulle have sagt, da det i sin tid blev føjet til handlen med FCK, at Mussis ikke måtte videresælges det første år. Og så er der naturligvis også San Lorenzos synspunkter.

Det er med andre ord en stor rodebutik med dispensationer, klausuler og forhåndsaftaler, der skal endevendes, hvis Franco Mussis skal få lov til at skifte til San Lorenzo. Tvivlsomt er det, om det overhovedet kan lade sig gøre.

Alt sammen for 41 minutters fodbold...