Score-Johan: Sneen var en stor faktor
Foto: Jens Henrik Daugaard/Polfoto
Superliga

Score-Johan: Sneen var en stor faktor

Johan Absalonsen er nu oppe på syv scoringer i Superligaen efter to nye i kampen mod FC Nordsjælland, hvor snevejret fik en stor betydning, lyder det fra målscoreren.

Sønderjyske er nu på en delt tredjeplads i Superligaen efter en 2-1-sejr i Farum over FC Nordsjælland. Her var den helt store spiller for vinderholdet Johan Absalonsen, der stod for begge de sønderjyske scoringer.

Han blev efter kampen fanget af TV3 Sport 1, hvor Absalonsen gjorde det klart, hvordan han oplevede kampen, der blev spillet med et voldsomt snevejr omkring spillerne i alle kampens minutter.

- Det (sneen red.) blev en stor faktor. Specielt til sidst. Banen var ufattelig glat, og vi spillede med lange knopper på en kunststof siger jo alt. Det påvirkede spillet, men ellers blev det en kamp, som vi havde forventet. Nordsjælland på bolden og os, der kører kontra. 

Sejrsmålet kom efter et straffespark, hvor Johan Absalonsen køligt lagde bolden midt i målet. Det fik han også lov til at forklare idéen bag.

- Jeg tog det stille og roligt, hvor jeg prøvede at se på, hvor han lænede sig hen. Han lagde sig ned til højre, og jeg lagde den til venstre for ham. 

Absalonsen er nu på syv scoringer i denne sæson, der er rekord for kantspilleren.