Video : Tipsbladet
Superliga

Se historiens mest vanvittige afslutning på Superliga-kamp

AaB og AGF delte 2-2 efter vanvittigt drama - og du kan se alle målene her.

Både AaB og AGF havde startet dårligt på forårssæsonen, hvor AaB i de tre første kampe blot havde hentet et point, mens AGF havde hentet to. 

De to mandskaber stødte fredag aften sammen på Nordjyske Arena, og selvom AaB var favoritter til opgøret var det klart AGF, der kom bedst fra start - hovedsageligt fordi de vandt andenboldene på midtbanen. 

Dog begyndte AaB som halvlegen skred frem at blive farligere og farligere. Blandt andet tilfaldt chancer til Kasper Risgård, Thomas Enevoldsen, Rasmus Jönsson og Lukas Spalvis. Sidstnævnte blev også kampens første målscorer, da han efter 30 minutter modtog et perfekt indlæg fra Nicolaj Thomsen og kunne gøre det til 1-0 efter et stærkt angreb. 

AaB kom også tæt på 2-0 mod slutningen af halvlegen, men Jakob Ahlmann, der var vendt tilbage til startopstillingen efter et langt skadesforløb, kunne ikke tæmme bolden ordentligt, hvorfor chancen løb ud i sandet. 

Anden halvleg startede meget, meget kedeligt, men det gjorde slutningen af kampen ikke. 

Morten 'Duncan' Rasmussen kunne efter 86 minutter meget fortjent udligne kampen, og fik minuttet efter chancen til at sende sejren til Aarhus, da dommer Anders Poulsen dømte straffespark efter Kenneth Emil Petersen havde hånden på bolden. Straffesparket blev dog reddet af Nicolai Larsen, og så var dramaet fuldendt. 

Troede man. 30 sekunder senere tilkendte Anders Poulsen hjørnespark til AaB, hvor Rasmus Würtz fik prikket bolden i kassen. 

AGF fik dog tilkæmpet sig et hjørnespark, og målmand Steffen Rasmussen løb med frem og fik på mirakuløs vis scoret til 2-2 efter et par vanvittige slutminutter.