Seks nye i startopstillingen: Thorup roser FCM's bredde
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Seks nye i startopstillingen: Thorup roser FCM's bredde

Jess Thorup er godt tilfreds med FC Midtjyllands sejr over OB - ikke mindst fordi hans normale reserver viste sig fint frem.

Centrale figurer som Jakob Poulsen, Kian Hansen og Jonas Borring blev sparet fra kampens start, da FC Midtjylland søndag middag gæstede OB. Alligevel gjorde gæsterne kål på deres fynske værter ved at vinde 2-0.

I alt havde cheftræner Jess Thorup skiftet seks spillere ud i forhold til startopstillingen tre dage tidligere, da holdet tabte 3-2 mod Apollon Limassol i Cypern. Det glæder FCM-chefen, at hans spillere leverede varen alligevel.

- Vi stillede med et stærkt hold på trods af alle udskiftningerne i truppen. Det var ikke fordi, at vi stillede op med en masse U-19-spillere. Alle spillerne har kvaliteten til superligafodbold, og det viser de, siger Thorup til Ritzau.

I sidste ende var det dog de tre indskiftere, som alle havde fået en bænkplads, efter de startede på banen i Cypern. Alexander Sørloth scorede begge mål, som blev assisteret af først Borring og siden anfører Poulsen. 

Med sejren rykker FC Midtjylland op på en delt førsteplads i Superligaen a point med FC Nordsjælland. Sidstnævnte spiller dog mod FC Helsingør mandag aften og har dermed mulighed for at lægge sig alene i front igen.

Thorup og co. spiller Europa League igen torsdag, når Apollon Limassol gæster Herning i returkampen om en plads i gruppespillet.