Seks spørgsmål til Superligaen: Stor badedyrsfest i Parken?
Det er sidste runde med seks kampe i Superligaen, for efter 36. runde af Danmarks bedste fodboldrælle vil 10 hold være helt færdige med sæsonen, mod de to hold der på nuværende tidspunkt har spillet til ende.
Men inden vi når dertil, skal der fordeles bronze, vi skal have fundet en direkte nedrykker, og enten AGF eller Viborg går helt fri af nedrykning.
Lad os se på kampene, og hvad der er på spil.
Kan Esbjerg fB skabe en mindre overraskelse?
AC Horsens - Esbjerg fB, søndag klokken 13.00. Superliga playoff, TV3 Sport 1
Efter 1-1 i Esbjerg er det AC Horsens, der er favoritter, når de to hold mødes i Horsens om en direkte nedrykningsbillet. Taberen af opgøret rykker ud af Superligaen, mens vinderen får lov til at spille mod nummer to i NordicBet Ligaen om en plads i Superligaen næste år.
Der er ufatteligt meget på spil - millioner af kroner - for begge mandskaber, og derfor bliver det et interessant indblik, hvor Horsens skal forsøge at lukke af, og hvor Esbjerg ved, at klubben skal score, hvis det skal ende med succes. Super interessant og dramatisk opgør er i vente.
Bliver det den store badedyrsfest?
FC København - SønderjyskE, søndag klokken 16.00. Mesterskabsspil, TV3 Sport 1
Der er ikke meget at spille for på banen, hvor Ludwig Augustinsson og Andreas Cornelius siger farvel til FCK-fansene, og hvor Mathias 'Zanka' Jørgensen formentlig gør det samme. SønderjyskE spiller for at blive nummer fem i stedet for seks.
Derfor vil fokus fra hjemmeholdets side være på at hylde spillerne, og som traditionen jo foreskriver det i Telia Parken, kaster hjemmeholdets fans med badedyr i sæsonens sidste hjemmekamp. Det sker igen på søndag, hvor de oppustelige dyr kastes op i luften, når uret kampuret går ind i sit 14. minut, altså når kampuret runder 13.00.
Hvem tager topscorerprisen?
Brøndby IF - FC Nordsjælland, søndag klokken 16.00. Mesterskabsspil, Canal 9
Der skal en større overraskelse til, hvis den finske angriber Teemu Pukki skal ende som Superliga-topscorer. Brøndby-angriberen står noteret for 19 scoringer i Superligaen. I foråret er det dog blot blevet til fem scoringer, og nu er Pukki heller ikke længere topscorer i Superligaen.
Marcus Ingvartsen, der i Tipsbladet lige er blevet kåret til forårets profil i Superligaen, har scoret 10 gange i foråret, og han står nu noteret for 22 mål i Danmarks bedste række. Så med mindre at Teemu Pukki rammer en guldåre, ligner det, at topcorertitlen ender hos Farum-drengen Ingvartsen.
Kroner Lyngby en sensationel sæson med metal?
FC Midtjylland - Lyngby BK, søndag klokken 16.00. Mesterskabsspil, TV3 Sport 2
Det er sådan set ret enkelt: Hvis FC Midtjylland ikke vinder søndagens opgør mod Lyngby, vinder David Nielsens oprykkerhold bronze i Superligaen og booker dermed billet til næste sæsons Europa League-kvalifikation.
Dermed tegner det til at blive et yderst underholdende opgør, hvor hjemmeholdet FCM skal ud og vinde. Det er heller ikke utænkeligt, at Jess Thorups tropper kan det: Klubben har en offensiv, der scorer masser af mål, hvor Jonas Borring har mange assists, og hvor Paul Onuachu og Mikkel Duelund har scoret godt med mål.
Opgøret bliver spændende, og det bliver yderst interessant, om Lyngby kan holde fast i det ene point eller vinde kampen og dermed nappe bronzemedaljerne.
Går AGF på tidlig sommerferie?
AGF - Viborg FF, søndag klokken 18.00. Superliga playoff, 3+
Glen Riddersholms AGF har en glimrende mulighed for at gå på sommerferie - det kræver blot en sejr eller 1-1 mod Viborg, efter det første opgør mellem de to klubber endte 2-2 i Viborg.
Den samlede vinder af opgøret mellem de to klubber går fri af nedrykning, mens taberen spiller mod nummer tre fra NordicBet Ligaen om en plads i Superligaen næste sæson. Lige nu er AGF favorit til at gå fri af mødet med nummer tre fra landets næstbedste række.
Hvem møder hvem?
Randers FC - OB, mandag klokken 19.00. Europa playoff, Canal 9
Enten FC Midtjylland eller Lyngby slutter på fjerdepladsen i mesterskabsspillet. Lyngby ender på den position, hvis klubben taber til FC Midtjylland, mens FCM ender på pladsen, hvis klubben ikke vinder over Lyngby.
Uanset hvilket hold der slutter som nummer fire i mesterskabsspillet, møder fjerdepladsen den samlede vindere af opgøret mellem OB og Randers FC. Det første opgør i Odense sluttede 1-1, så der er alt på spil i Randers.
Om det bliver OB eller Randers, spiller holdet på udebane mod enten FCM eller Lyngby, og pladsen i Europa afgøres efter kun én kamp, hvor der i den nye struktur ellers har været spillet meget over to kampe.