Selskabet bag OB med 12 millioner i underskud
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Selskabet bag OB med 12 millioner i underskud

Odense Sport & Event har præsenteret et regnskab, der viser et underskud på 12 millioner kroner i 2016 efter skat.

Selskabet bag OB, Odense Sport & Event, har tirsdag præsenteret regnskabet for 2016, og det viser et minus på 12 millioner kroner efter skat. Året forinden var underskuddet på 6,6 millioner kroner, mens det i 2014 var på hele 29 millioner kroner.

- Samlet set gav året ikke den regnskabsmæssige fremgang for Odense Sport og Event, som vi havde ønsket. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, men hvis vi ser på, hvad der har præget året, er vi stadig fortrøstningsfulde og optimistiske, forklarer administrerende direktør, Ole Bang Nielsen.

I pressemeddelelsen fra Odense Sport & Event er der ikke konkrete tal på, hvordan regnskabet ser ud for fodbolden, men ifølge OB's sportsdirektør, Jesper Hansen, har salg af spillere næsten dækket for det faktum, at klubben på grund af dårlige resultater har fået lavere tv-indtægter end ventet.

- Vi ærgrer os naturligvis over, at de sportslige resultater ikke har levet op til vores forhåbninger, men vi har den seneste tid bevist, at der er substans i truppen, og at pilen peger i den rigtige retning. Samtidig har vi særligt i talentudviklingen skruet op for aktivitetsniveauet i 2016 med flere fuldtidsansatte trænere end tidligere og et intensiveret fokus på akademiholdene. Økonomisk har resultaterne i Alka Superliga medført lavere indtægter fra tv, men det opvejes næsten af fornuftige indtægter fra transfer og øvrige spillerrelaterede poster, fortæller sportsdirektør i OB, Jesper Hansen.

Over for TV 2 Fyn siger Odense Sport & Events administrerende direktør, at fodbolddelen er tæt på at være i balance. Med andre ord har fodbolden altså givet et mindre underskud i 2016.

Klubben har i 2016 blandt andet solgt Kenneth Zohore til Cardiff, og det lunede godt i klubkassen.