I aften går det løs med sæsonens andet New Firm, når Brøndby og FC København tørner sammen i 1/8 finalen i Ekstra Bladet Cup. Men selv om FCK vandt det første lokalderby i Superligaen med 2-1, så er det nu et københavnerhold med en dårlig stime, der besøger Brøndby Stadion. Og spørger man FCK's Thomas Delaney, så vil man få et revanchelystent FCK at se.
- Ja, klart. Vi møder vores lokalrivaler. Det bliver selvfølgelig kæmpe stort. Mentaliteten i pokalkampe kan tit være anderledes. Det er vind eller forsvind, og det vil nok sætte sit præg på kampen. Nu er jeg jo desværre skadet, men jeg håber, vi ser en kamp, hvor vi kommer ud over stepperne, og der bliver knaldet igennem. Det er måske, hvad vi har brug for lige nu, siger Thomas Delaney til tipsbladet.dk.
Læs også: Frustreret Delaney misser Brøndby og OB
I københavnernes skuffende nederlag mod FC Nordsjælland i den seneste Superliga-kamp var der ikke meget vilje over de 11 hvidblusede spillere. Det lover Delaney, at man vil få at se i aften, når kampen skal spilles på Brøndby Stadion. Her er den rykket til, fordi Parken i disse dage er ved at blive klargjort til Sensation-fest. Og denne omlægning kan godt få en indflydelse, mener Delaney.
- Det har en betydning, selvfølgelig har det det. Og det er ærgerligt, at det måtte ske. Men vi vandt der sidste gang. Det er ikke fordi, vi ikke kan spille der. Vi har ligeså stor sandsynlighed for at vinde. Det er ikke det, der afgør det.
Læs også: FCK-Brøndby nu på Brøndby Stadion
FC København har ikke vundet i de seneste fem kampe, hvor den har stået på tre nederlag og to uafgjorte. At de kommende to opgør er udebanekampe mod kompetent modstand som Brøndby i aften og OB søndag, kan til gengæld gå hen og vise sig som en fordel for FCK.
- Du vil i hvert fald ikke se et FCK-hold, der ikke er opsat på at give den en skalle i de to kampe. Det vil man aldrig se. Men jeg tror godt, det kan være en fordel, at vi møder to stærke hold, som vi kender godt, og som vi ved vil spille god fodbold mod os. Det bliver ikke lette kampe, men der bliver fuldt fokus fra os, mener Thomas Delaney.
Kampen i aften fløjtes i gang kl. 20.00, og mens Thomas Delaney altså er ude af opgøret med en fibersprængning, så er der lagt op til comeback for Martin Vingaard hos FC København, mens Auri Skarbalius har første kamp i det tekniske område foran Brøndbys bænk.