SIF-direktør: Overrasket over reaktionerne
Illustration
Superliga

SIF-direktør: Overrasket over reaktionerne

Kent Madsen, administrerende direktør i Silkeborg IF, er overrasket over reaktionerne oven på klubbens udmelding til Fondsbørsen om, at nedrykning er det sandsynlige scenarie.

MTG's sportschef, Peter Nørrelund, var fremme med den helt store kritik af Silkeborg IF, der i sidste uge meddelte fondsbørsen, at man nedjusterer de økonomiske forventninger, ligesom klubben meddelte, at nedrykning er det sandsynlige scenarie. Det fik blandt andre Peter Nørrelund til at kalde Silkeborg for uambitiøse.

Administrerende direktør i Silkeborg Kent Madsen har haft et par dage til at forholde sig til kritikken, og selv om han måske godt kan se, at retorikken ikke var specielt god, så fastholder han, at det økonomiske fokus er vitalt for Silkeborg IF.

- Jeg må sige, at jeg er overrasket over reaktionerne. Vi har jo egentlig bare meldt det ud, som vi hele tiden har sagt: At vi prioriterer økonomien højt, så jeg synes ikke, at der er noget nyt, siger SIF-direktør Kent Madsen til mja.dk.

Silkeborg er isoleret i bunden af Superligaen med fire point. Oprykkeren har hele 10 point op til den gode side af nedrykningsstregen, og med kun tre kampe igen af efterårssæsonen er det helt sikkert, at Silkeborg overvintrer under stregen. Kent Madsen forklarer videre, at økonomien er vigtig i Silkeborg, og at der ganske enkelt ikke er penge til at gå ud og købe nye spillere fra den øverste hylde.

Næste opgør for Silkeborg er en udekamp i Telia Parken mod FC København. Den kamp spilles på lørdag.