SIF-træner: Vatsadze er, hvor han skal være
Foto: Peter Sørensen/GettyImages
Superliga

SIF-træner: Vatsadze er, hvor han skal være

Peter Sørensen var meget tilfreds efter storsejren i DBU Pokalen.

Det har været en god uge for Silkeborg IF, der efter nederlaget til AaB i forrige runde fik en fortjent og flot sejr over OB i denne weekend.

Denne sejr valgte Peter Sørensens tropper så at følge op på med en storsejr over lokalrivalerne og 2. divisionsholdet, Kjellerup IF, på hele 6-1. 

Silkeborg-cheftræneren var særligt tilfreds med den gode præstation, da der var foretaget rotationer på flere positioner inden opgøret:

- Selv i Kjellerups bedste periode formåede vi at score. Jeg er glad for at se, at forsvaret klarede sig godt, selv om det var usammenspillet, og jeg er glad for at vi både sammen og individuelt skabte mange chancer, siger Peter Sørensen til klubbens hjemmeside.

Nyindkøbte Mate Vatsadze blev i weekenden matchvinder mod OB, og tirsdag aften nettede den georgiske angriber da også to gange. Gustav Nilsson scorede ligeledes to mål, efter at han var blevet skiftet ind i 2. halvleg.

Og det glæder da også Peter Sørensen, at der kommer mål fra hans angribere:

- Vores angribere scorede, og det er man altid tilfreds med, og jeg er glad for, at Mate Vatsadze er, hvor han skal være. Han viser det, vi havde håbet på, da vi hentede ham.

- Gustaf fik spillet næsten en hel halvleg, og er ved at være tilbage i form efter sin achillesseneskade. Der er konkurrence om pladserne, og det er som det skal være, sagde Peter Sørensen.

I den kommende weekend kommer Silkeborg dog på en svær opgave. På udebane møder de de danske mestre, FC København.