Superliga

Silkeborg får varme i banen

Silkeborg melder sig nu ud af klubben af klubber, der ikke har varme i banen. Silkeborg betaler selv

I vinters var der en masse snak om Silkeborg Stadions bane eftersom de var én af tre klubber, der ikke havde havde varme under græstæppet på stadion, men det får de nu i forbindelse med en omlægning af banen, der også flytter tilskuerne tættere på banen.

- Det varer ikke længe, før det er et uomtvisteligt krav for at deltage i Superligaen, at man har varme i banen, og vi kan nu med glæde meddele, at vi i samarbejde med Silkeborg Kommune har fundet en løsning på problematikken. Vi har til hensigt at etablere et varmeanlæg på Silkeborg Stadion i den kommende tid, og Silkeborg IF Invest A/S vil selv vil afholde udgifterne til etableringen af den længe ventede banevarme – både i forhold til anlæggelsen og de løbende udgifter forbundet hermed, siger direktør Kent Madsen.

Som modydelse har Silkeborg IF fået navnerettighederne for stadion for en tiårig periode. Og hos Silkeborg Kommune er der stor tilfredshed med løsningen:

- Det er win-win for begge parter og en glimrende løsning, som er kommet i land efter en konstruktiv dialog med SIF. I disse økonomisk svære tider kan vi glæde os over en model, hvor Silkeborg IF Invest A/S forestår etablering og drift af et tiltrængt varmeanlæg, som har været og er i alles interesse at få. Det er sammen med baneflytningen og det nyanlagte græstæppe med til at give et mere og mere tidssvarende Silkeborg Stadion. Det går fremad med små skridt, men vi nærmer os et rigtig godt fodboldstadion, siger 1. viceborgmester Steen Vindum, der er formand for fritids- og kulturudvalget i Silkeborg Kommune.