Silkeborg forlænger med anføreren
Foto: Asbjørn Sand/Polfoto
Superliga

Silkeborg forlænger med anføreren

Frank Hansen har forlænget sin aftale med Silkeborg IF for de kommende to sæsoner.

Silkeborg IF har fredag bekræftet, at klubben har forlænget aftalen med anfører Frank Hansen, så den tidligere Esbjerg-spiller er at finde i Silkeborg IF de kommende to sæsoner. Frank Hansen havde kontraktudløb til sommer, og er endnu en spiller i rækken, der har forlænget med Silkeborg.

Frank Hansen har tidligere udtalt, at han gerne ville blive i Silkeborg, men han var i tvivl, om det kunne lade sig gøre, fordi Silkeborg har valgt at satse på unge spillere som Robert Skov og Jens Martin Gammelby. Men nu får klubben noget rutine med i NordicBet Ligaen, hvis det som forventet bliver til en nedrykning for SIF.

Selv er han også glad for at have forlænget med Silkeborg.

- Jeg er rigtig glad for at det er faldet på plads. Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget glad for at være i klubben, og vi er som familie faldet så godt til i Søhøjlandet, at det er her vi har valgt at slå os ned og leve vores liv. Jeg glæder mig til at være en del af det SIF-hold, der løber ind på JYSK Park, når byens nye stadion står klar om et par år. Det er stort for mig på den måde at være en del af det hold, der indleder en ny æra i klubben, siger Frank Hansen til klubbens hjemmeside.

Også klubben er glad for, at forlængelsen er på plads.

- Vi er rigtig glade for at have Frank i SIF i de kommende år. Hans erfaring, personlighed og gode spirit får vi brug for, og han har i dette forår vist, at han er et vigtigt omdrejningspunkt. Når vi tør lave en to-årig forlængelse med en spiller i Franks alder, sker det ud fra, at Frank fysisk fremstår som en forårskåd travhest, han har vel aldrig har set bedre ud på det område. Han virker langtidsholdbar. Frank er også en glimrende repræsentant for den kultur og de værdier vi gerne vil stå for, og dermed et godt forbillede for de unge spillere. Masser af vilje, overskud og format fra ham, siger sportschef Jesper Stüker.

Silkeborg IF står noteret for 11 point og er dermed sidst i Superligaen efter 22 kampe.