Silkeborg-forsvarer indstiller karrieren
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Silkeborg-forsvarer indstiller karrieren

34-årige Jesper Mikkelsen har valgt at stoppe karrieren. Nu skal han være ungdomstræner i Silkeborg IF.

Silkeborg IF mister endnu en spiller. Klubben har allerede sagt farvel til Jesper Bech, der havde kontraktudløb, ligesom Sune Kiilerich har fået ophævet sin kontrakt og skifter til FC Fredericia 1. februar. Også Daniel A. Pedersen forlader klubben til fordel for AGF, men den aftale sker først den 1. juli, når midtbanespillerens aftale udløber, med mindre de to klubber finder ud af noget, inden vinduet lukker.

Og endnu en Silkeborg-spiller har valgt at stoppe som aktiv i klubben, der i hele efterårssæsonen ikke prøvede at vinde. 34-årige Jesper Mikkelsen stopper karrieren med øjeblikkelig virkning for i stedet at blive ungdomstræner og til sommer overtage jobbet som U/17-træner i Silkeborg IF.

- De fysiske udfordringer er blevet for store. Jeg har døjet med knæet siden 2008, og jeg har haft en dårlig tå i de sidste tre-fire år. Jeg er slidt og kan mærke, at jeg ikke er i stand til at nå den træningsmængde, der skal til, for at jeg for alvor kan gøre mig gældende, siger den nu pensionerede forsvarsspiller til klubbens hjemmeside.

- Jeg har jo mærket signalerne i en del år, men valgt at overhøre dem. Jeg føler, at jeg nu er nødt til at høre efter. Samtidig har jeg fundet noget andet, som jeg brænder mere for, end at fortsætte karrieren i det sidste halve år af min kontrakt.

Silkeborg IF sagde i vinter farvel til træner Jesper Sørensen og lod Kim Poulsen overtage, og klubben meldte ud, at der skal skæres i truppen for at forberede sig på det sandsynlige scenarie: Nemlig at den står på NordicBet Ligaen næste sæson. Selv om klubben har haft held til at forlænge med nogle af de unge spillere, har klubben samtidig fastholdt, at der var behov for afgange for at sikre en ansvarlig økonomi.

Hos Silkeborg IF glæder man sig nu over, at det er lykkedes at holde Jesper Mikkelsen i klubben i en anden rolle end spiller.

- Jeg er ked af, at Jesper er nødt til at stoppe. Men når det ikke kan være anderledes, er jeg rigtig glad for at vi bevarer en kapacitet som Jesper i SIF. Han er en personlighed, som de unge talenter kan spejle sig i og lære af. Det har længe været planen, at Jesper skulle indgå som træner til sommer, men når kroppen har sagt stop nu, giver det en unik mulighed for at forberede Jesper helt optimalt på sin kommende rolle. Den professionelle indstilling, Jesper Mikkelsen altid har udvist, er et eksempel for andre. Samtidig er det et udtryk for sund kontinuitet i klubben, at han fortsat vil være en del af SIFs dagligdag, siger sportschef Jesper Stüker.

Jesper Mikkelsen nåede 112 kampe for Silkeborg IF. Han har tidligere spillet for blandt andre Troyes, Esbjerg og FC Midtjylland.