Silkeborg IF kan i weekenden rykke ud af Superligaen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Silkeborg IF kan i weekenden rykke ud af Superligaen

Oprykkerne fra Silkeborg er på kunstig åndedræt i Superligaen - og allerede i weekenden kan det matematisk være slut for klubben fra Søhøjlandet.

I dette forår har Silkeborg IF fået otte point i forårets føste ni kampe, og det er egentlig godkendt, når Esbjerg også har fået otte, og FC Vestsjælland har fået syv. Problemet for Silkeborg er, at et skrækkeligt efterår stadig spøger. Her fik klubben kun fire point i 17 Superliga-kampe, og det er også det pointantal, der gør, at Silkeborg i weekenden kan ende med at trække den første af de to billetter, der giver nedrykning til NordicBet Ligaen.

Silkeborg møder på lørdag SønderjyskE hjemme på Mascot Park, og taber Silkeborg her, skal klubben fra Søhøjlandet håbe, at Esbjerg ikke tager fra Parken med tre point søndag. Silkeborg-nederlag og Esbjerg-sejr betyder, at det officielt vil være slut for Silkeborgs Superliga-eventyr.

Lige nu er der fortsat 21 point at spille om, og Esbjerg - der er lige over stregen og har hentet 28 point - er 16 point foran Silkeborg, mens SønderjyskE er 18 point foran Silkeborg. Hvis Silkeborg får point mod SønderjyskE, vil håbet om overlevelse stadig leve, mens Silkeborg er afhængig af Esbjerg-pointtab, hvis Kim Poulsens tropper selv taber.

Skulle Silkeborg IF rykke ud af Superligaen efter 27. spillerunde, vil det være en tangering af HB Køges "rekord" fra 2009/2010-sæsonen. Her rykkede HB Køge officielt ud efter 27. spillerunde, og det kan Silkeborg IF altså matche i weekenden, hvis tingene ikke flasker sig.