Silkeborg-spiller indstiller karrieren
Foto: Kenneth Lysbjerg Koustrup/Polfoto
Superliga

Silkeborg-spiller indstiller karrieren

Frank Hansen har valgt at stoppe som professionel fodboldspiller.

En lang Superliga-karriere er tæt på at være forbi for Frank Hansen, der fredag har sidste arbejdsdag i Silkeborg IF og som professionel fodboldspiller.

Den tidligere Esbjerg-back og nuværende SIF-midtbane har nemlig valgt i en alder af 33 år at indstille en karriere, der tæller 267 Superliga-kampe for først Esbjerg og altså senest Silkeborg IF.

Hansen var længe fast mand i Silkeborg, men mistede sin plads på holdet, hvor yngre kræfter er kommet ind, og nu er han nået til erkendelsen, at det ikke skal være professionel fodbold mere, han skal beskæftige sig med.

- Det har været en svær beslutning, for jeg har haft nogle gode år i SIF, siger Frank Hansen til klubbens hjemmeside.

Frank Hansen har allerede fået et civilt job hos Bet25, og han stopper derfor allerede fredag, når SIF har spillet mod FC Nordsjælland.

- Der skal lyde et stort tak til Frank for en enorm indsats i SIF og for altid at være gået forrest som et godt eksempel til efterlevelse. Siden 2009 har han repræsenteret klubben på allerbedste vis. Både som midtbanespiller i en stærk trekant med Martin Ørnskov og Jesper Bech, som viceanfører, anfører, og også i den seneste periode i karrierens efterår har Frank vist stort engagement og bidraget med sit fightergén til den sidste af de i alt 213 kampe i den røde trøje. Vi har fuld forståelse for, at Frank nu gerne vil søge nye udfordringer, hvilket vi ønsker al mulig held og lykke med, siger sportschef Jesper Stüker.

Frank Hansen skiftede i 2009 til SIF, efter seks år som Superliga-spiller hos Esbjerg fB.