Hellerup IK har indgivet protest over straffesparkskonkurrencen i gårsdagens pokalkamp mod Silkeborg IF, men sidstnævntes manager, Peter Sørensen, har svært ved at se det for sig.

Onsdag aften var der drama i DBU Pokalen, da Silkeborg IF først udlignede til 3-3 til allersidst mod Hellerup IK og senere måtte ud i straffesparkskonkurrence for at gå videre. Men i dag er det kommet frem, at den straffesparkskonkurrence ikke forløb efter bogen.

Dommeren valgte således det nye såkaldte ABBA-format, som er blevet testet i eksempelvis Confederations Cup, hvor hold A først sparker, så hold B to gange, så hold A to gange og så videre. Formatet er bare ikke indført i pokalturneringen, og nu har HIK indgivet en protest over forløbet.

Midtjyllands Avis har forholdt Silkeborg-manager Peter Sørensen risikoen for, at straffesparkskonkurrencen skal gå om, som det eksempelvis er sket i en lignende situation i Holland, men Sørensen virker ikke som en mand, der tror, det sker.

- Men det kan man næsten ikke se sig igennem, siger Silkeborg-manageren tørt.

Klubben kommer dog formentlig til at skulle forholde sig til HIK's protest. Den er i hvert fald indgivet.

- Vi har indsendt en protest nu. Vi skulle gøre det inden for 24 timer. Det skulle lige vendes med ledelsen, og så skulle vi tale med trænerne og aktørerne for at høre, hvordan de havde set det, slår Per Frimann, der er talentchef i klubben, fast over for tipsbladet.dk.

Tipsbladet.dk har også været i kontakt med Peter Ebbesen, der er turneringschef i Divisionsforeningen, men han var optaget af møder og havde ikke tid til at stille op til interview.

SENESTE NYT...
OP | NED

SUPERLIGA-VIDEO