Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg vinder over SønderjyskE på flot frispark i overtiden

Kampen mellem Silkeborg og SønderjyskE var en kedelig affære indtil de sidste minutter, hvor der pludselig både var chancer og mål. Robert Skov afgjorde kampen på en flot scoring i overtiden.

Både Silkeborg og Sønderjyske havde desperat brug for en sejr, da begge hold var inde i en dårlig stime. Det blev Silkeborg, der trak sig sejrrigt ud af kampen, men vi skulle langt hen i kampen for at finde det matchvindende mål.

Første halvleg var uden drama og de helt store chancer. Silkeborgs Davit Skhirtladze havde flere halvsløje forsøg, mens hvad der kunne være blevet halvlegens største chance blev stoppet før den rigtig blev til noget. Emil Scheel kommer forbi Silkeborgs Tobias Salquist, og og står i en to-mod-en-situation. Han har Casper Olesen med på midten, men formår alligevel kun at ramme Jens Martin Gammelby, der som eneste Silkeborgspiller kunne forhindre en en-mod-en-situation med Silkeborgs målmand. Ringe udført, og man ville gerne have haft den chance med i en begivenhedsfattig første halvleg.

Anden halvleg så i lang tid ud som første halvleg, selvom der kom lidt flere chancer til begge hold. Marc Rochester fik ikke sparket en retur fra Skhirtladze i kassen, mens SønderjyskE fik fravristet Silkeborg en del af det spilovertag, de havde i den første times tid af kampen. Men hen mod slutningen af kampen begyndte der endelig at ske noget. 

Først fik SønderjyskE's Marcel Rømer en gigantisk mulighed alene med målmand Thomas Nørgaard, men Silkeborgs keeper holdt hovedet koldt og fik pareret. Sekunder senere stod Marko Mitrovic helt fri i feltet et par meter fra mål, men man kan dårligt kalde forsøget for en afsutning på mål. Svenskeren virkede ikke til at være klar til at modtage indlægget fra højre side, og muligheden gled ud i sandet. Og det blev dyrt, for få minutter senere blev SønderjyskE straffet for den manglende effektivitet.

Dybt inde i overtiden fik Silkeborg et frispark lidt ude for SønderjyskE's målfelt, og det blev naturligvis Robert Skov, der skulle sparke det. Indtil da havde midtbanespilleren ikke spillet en særlig god kamp. Men med sådan en sparketeknik, var det heller ikke nødvendigt, for at blive helt for Silkeborg. Skov krøller nemlig bolden helt ud i den venstre side af målet, og SønderjyskE-keeper Sebastian Mielitz nåede ikke engang at reagere før boldet var i mål. 1-0 til Silkeborg, der også blev kampens resultat.

Med sejren overhalede Silkeborg netop Sønderjyske, og kravlede op på 11.-pladsen i Alka Superligaen. SønderjyskE er nu på 12.-pladsen, og kan endda rykke yderligere en placering ned, hvis FC Helsingør overrasker i morgen med en sejr over topholdet Brøndby.