Silkeborgs schweizerkniv har fundet sin nye plads

BRAGT I TIPSBLADET 8. AUGUST 2014

Når man anvender begrebet fodboldnomade, er det oftest i forbindelse med en spiller, der skifter fra klub til klub, og som i mange tilfælde har svært ved at rodfæste sig til ét bestemt sted.

Det kan være et resultat af en udlængsel og en trang til hele tiden at udfordre sig selv og sine omgivelser. Dennis Flinta er ikke en fodboldnomade i den forstand. Slet ikke. Faktisk har han i en alder af 31 år kun repræsenteret Silkeborg og FC Midtjylland i sin professionelle karriere. Når begrebet alligevel kan anvendes på Flinta, er det, fordi han om nogen er en berejst herre inden for kridtstregerne.

Siden skiftet til Silkeborg har han konstant vandret fra den ene plads til den anden og for det meste varetaget dem med stor succes.

Dennis Flinta startede karrieren som angriber, og siden da er han kun gået tilbage. På banen altså. Først til kantspiller, offensiv midt, defensiv midt før han for alvor slog sit navn fast på højre back, der udløste to ligalandsholdskampe for Danmark. Det var da også denne position, der så ud til at blive Flintas fremtidige position, da Jesper Sørensen overtog holdet inden sidste sæson. Men efter nogle pauvre præstationer og pointtørke tog cheftræneren konsekvensen og skiftede til et tremandsforsvar. Flinta blev kastet ind på endnu en uvant position som den midterste i bagkæden, og fra da af startede Silkeborg opstigningen til Superligaen. Dennis Flinta er om nogen eksponent for det nye spilsystem, og med sin nuværende plads krydset af listen er der snart ikke flere positioner tilbage, han ikke har dækket. Eller hvad?

"Målmand. Jeg tror faktisk, det er den eneste plads, jeg ikke har spillet. Man ved aldrig, om jeg ender der på et tidspunkt. Jeg synes selv, jeg står okay på mål," griner Dennis Flinta, da Tipsbladet møder ham en solbeskinnet tirsdag på Søholt, hvis omkringliggende baner har lagt græs til hans trinvise transformation fra et ungt offensivt talent til en rutineret styrmand i den bageste kæde.

"Måske er jeg ikke god nok til én plads"
Man taler ofte om, at der både er fordele og ulemper ved at være en alsidig spiller.

De mange skiftende positioner kan måske være en hindring i forhold til at finde stabilitet, men på den anden side øger det unægteligt også chancerne for at få spilletid. Dennis Flinta kender til begge sider af alsidigheden.

"Problemet er, hvis du mister din oprindelig plads, og du har spillet andre pladser tidligere, så kan det være, at pladsen bliver taget af en anden. Så er man måske ikke den bedste på den plads mere, for der er altid kamp om pladserne. Men for mit vedkommende er det nok, fordi jeg har et okay niveau, og derfor kan man rykke mig lidt rundt."

For mange fodboldspillere kan det være et personligt nederlag at blive flyttet fra sin oprindelige position for at lappe huller andetsteds.

Sådan oplever Flinta det ikke. For ham er det, specielt i de senere år, kærligheden til klubben, der er det væsentlige, og som han påpeger, ville alternativet jo være mindre spilletid.

"Måske er man bare ikke dygtig nok til at have én fast plads. Da jeg røg ned på højre back, var jeg måske ikke dygtig nok mere til at spille højre midt, men heldigvis for både mig og holdet, kunne jeg udfylde pladsen rigtig godt. Det er jeg slet ikke bitter over."

"Det kunne være gået meget værre, hvis træneren fortsat havde set mig som højre kant, og jeg så ikke kunne udfylde den ordentligt. Så selvom det ikke var den plads, jeg startede med at spille, så har det gjort, at jeg fortsat har spillet fast på holdet," siger Dennis Flinta, der peger på ingredienser som hårdt arbejde og ydmyghed overfor sine omgivelser i opskriften på at kunne dække flere pladser.

"Det handler om at sætte sig ordentligt ind i tingene. Som regel kigger jeg efter spillere, der spiller de pladser, og som minder om mig. Så forsøger man at kopiere lidt fra dem og samtidig bringe sig selv ind i det og så håbe, at den blanding kan bære. Men det har altid ligget i mig, at jeg gerne vil gøre det så godt som muligt, uanset hvilken plads jeg spiller." " Det vigtigste for mig er at hjælpe holdet, og så betyder det ikke så meget, hvilken position det er fra. Jeg vil kun det bedste for holdet og for klubben, så jeg forsøger at give alt, og lige nu synes træneren, at det går godt," siger Flinta.

Det er dog ikke kun cheftræner Jesper Sørensen, der værdsætter Flintas præstationer i Silkeborg.

Han blev således kåret til årets spiller i klubben i sidste sæson af både sponsorer og fans, hvilket understreger den succesfulde omstilling fra højre back til pladsen i det centrale forsvar. En ny plads og en ny opgave, som Silkeborgs schweizerkniv skulle løse for holdet.

"Jeg følte mig fra start godt tilpas på positionen, som klæder mig, og som passer godt til mine kompetencer. Jeg er god i duellerne, har fin speed og så kan jeg fordele spillet, så det havde jeg ikke nogle betænkeligheder ved. Pudsigt nok betød skiftet til midterforsvaret, at jeg scorede flere mål i 1. division. Måske var det, fordi jeg havde mere luft på dødbolde til at stange den ind."

Netop den offensive del af spillet kender Dennis Flinta mere til end de fleste på sin nuværende position, og selvom han ikke længere løber rundt og laver lækre husmandsfinter, så kan erfaringerne fra tiden som angriber stadig være til store nytte i begge ender af banen.

"Jeg kan godt huske mekanismerne, og hvad der irriterede mig ved modspillerne dengang. Jeg prøver at tage det med og gøre det surt for angriberne. Det kan være en fordel for mig, når jeg nu ikke har spillet pladsen så længe."

"Når man tager bolden med frem i banen, kan jeg nemmere løbe forbi modstanderen. Jeg dribler ikke så meget mere, og nogle af de fine driblinger, jeg kunne engang, har jeg ikke rigtig brug for mere. Men det er en fordel, når jeg kommer lidt længere frem på banen og på dødbolde, for jeg ved stadig, hvor målet står," siger Flinta, der scorede hele otte mål i sidste sæson trods sit defensive udgangspunkt.

Formantionsskifte blev vendepunktet
Silkeborg er tilbage i Superligaen efter en enkelt sæson i 1. division, men ikke meget tydede på midtjysk oprykning, da der var spillet 13 runder.

Efter en 5-0-ydmygelse til Hobro og efterfølgende tre nederlag i træk, havde Jesper Sørensen set nok. Han ændrede formationen fra 4-2-3-1 til et 3-5-1-1-system, som ikke var ukendt territorium for den tidligere AGF-assistent, der tidligere har skrevet hovedopgave om fordele og ulemper ved et tremandsforsvar.

Formationsskiftet virkede, og det var hovedårsagen til oprykningen, mener Dennis Flinta.

"Jeg tror gerne, at Jesper ville have gjort det, da han kom til klubben, men han følte ikke, der var tid til det med kun tre uger til premieren. Så ændrede vi system og gik derefter 11 kampe som ubesejrede, så det var klart systemskiftet, der gjorde, at vi kom til at spille offensivt, men stadig med en kontrolleret bagkæde, så vi ikke fik så mange omstillinger imod os. Og de omstillinger, der alligevel opstod, de blev ikke så farlige som tidligere."

Systemer med et tremandsforsvar er igen ved at blomstre op i specielt flere sydeuropæiske klubber, og under VM var der også eksempler på hold som eksempelvis Holland, der i udgangspunktet startede med tre i den bageste kæde. I Superligaen er disse formationer ikke så udbredte, men i Silkeborg holder man fast i tremandsforsvaret, der trods det numeriske undertal i bagkæden ikke nødvendigvis er ensbetydende med en mere offensiv opstilling.

"Mod Brøndby og FCK kan jeg godt forstå, hvis det ligner mere en 5-4-1, men det var også mod langt bedre modstandere, der har et langt større budget end os, så vi må forsøge at klare os med de midler, vi har. Vi ville gerne spille mere offensivt, og det lykkedes også mod FCK, men mod Brøndby kom vi til at se meget defensive ud, og det er både fordelen og ulempen ved systemet, at den hurtig kan blive lidt defensiv."

"Vi er ikke i udgangspunktet et hold, der er glade for at forsvare os. Vi kan det, og vi gør det, men vi foretrækker at have bolden mest, og vi har nogle rigtig dygtige offensive spillere. De vil blive sat mere i scene, når vi møder modstandere, der er lidt tættere på vores niveau," vurderer Flinta.

Men hvad er egentlig oprykkernes niveau? Målt på de første tre kampe med bare et enkelt point ligner det en hård kamp for at sikre sig endnu en sæson i landets bedste række. Dennis Flinta er dog stadig optimistisk, selvom holdet sammenlignet med Superliga-holdet fra 2012/ 2013 er en række erfarne profiler fattigere. Til gengæld er der nye på vej.

"Dengang havde vi måske lidt flere profiler, som havde spillet længere tid på vores hold i Superligaen som Marvin Pourie, Martin Svensson, Lasse Heinze og Kasper Risgård. Nu er det nye spillere, der skal tage over og nye spillere, der bliver profiler. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Vi har rigtig mange dygtige og unge spillere, og de har allerede prøvet kræfter med Superligaen, så nu er det så bare at tage det næste skridt videre."

"Det har været en pointfattig start, men vi har også mødt gode modstandere. Vi har ingen intentioner om at spille med i toppen. Sker det, vil det da være fint. Men det handler udelukkende om overlevelse, og jo før vi sikrer os det, jo bedre.".

"Det er sgu stort nok at spille Superliga"
I november 2011 pegede alt på, at Dennis Flintas tid i Silkeborg var et overstået kapitel, da parterne ikke kunne blive enige om en ny kontrakt.

Men kort tid efter kblev det offentliggjort, at en forlængelse alligevel var på plads og det endda med hele fem år. En overraskende vending, men også et bevis på, at det ikke for alle fodboldspillere handler om konstant at søge nye og større eventyr.

På trods af de københavnske rødder er tryghed alfa omega for Dennis Flinta, og den har han fundet i de rolige omgivelser i Silkeborg.

"Jeg er rigtig glad for at være i klubben. Jeg har det godt i Silkeborg, og jeg er helt vild med byen. Det passer rigtig godt til mit temperament, og nogle gange klikker tingene bare. Det passer godt til mig og min familie. Nogle gange behøver det ikke at være større, og for mig er det sgu stort nok at spille Superliga."

"Jeg har ikke noget imod at sige, at tryghed betyder meget for mig. Jeg ved, hvad jeg får i Silkeborg, og det er jeg meget tilfreds med. Jeg har en fin status i truppen, og der er nye tiltag på vej i klubben med et nyt stadion, og det er også noget, man gerne vil blive og opleve. Derudover arbejde min hustru Vicky i administrationen, så hjemme ved os går det rigtig godt, når vi vinder og knapt så godt, når vi taber."

Familien Flinta har bosat sig i naturskønne Sejs lidt uden for Silkeborg, og da kontrakten på fem år blev underskrevet, var det samtidig en beslutning om at lægge drømmen om et udenlandseventyr på hylden. Fra den dag af er båndene til Silkeborg blot blevet stærkere, og da klubben rykkede ned i forrige sæson, var Flinta ikke i tvivl om, at han skulle blive og hjælpe den op igen. Det lykkedes som bekendt, og selvom Silkeborg næppe bliver en del af toppen foreløbig, så affinder Flinta sig fint med de små armbevægelser i det midtjyske.

"Det ligger da ikke lige i kortene, at vi skal vinde hverken det ene eller det andet. Men det ville heller ikke være sjovt at få det hele foræret. Vi har vores ting at kæmpe med. Ingen tvivl om det. Vi kæmper for overlevelse nu, og så kan vi forhåbentlig næste år se lidt opad i tabellen. Det ligger nok lidt langt ude i horisonten, at vi skal spille om medaljer, men nu har jeg heldigvis to et halvt år tilbage, så det kan jo godt være, at det sker i min tid."

Når kontrakten udløber ved udgangen af 2016 vil Dennis Flinta være 33. Familien har ingen planer om at flytte tilbage til København, og for Flinta må Silkeborg meget gerne blive karrierens endestation, når den dag kommer. Han håber dog ikke, at dette bliver hans sidste kontrakt.

"Det tror jeg ikke. Jeg håber det i hvert fald ikke, men man skal aldrig sige aldrig. Der kan komme skader, eller der kan komme bedre spillere, der slår en af. Så kan det godt være, at man ikke er så attraktiv for klubben. Jeg håber, at jeg kan bidrage lang tid endnu, og så må vi se, hvordan klubben ser på det til den tid. Lige nu har jeg et rigtig fint niveau, og jeg tænker ikke på at hænge støvlerne på hylden til den tid. Kan jeg opretholde mit niveau, kan jeg sagtens se mig selv spille, til jeg er 36 år, men hvis jeg ikke kan det, er der ingen grund til at fortsætte," fastslår Silkeborgs altmuligmand.