Sisto: God nok til U/21 EM
Illustration
Superliga

Sisto: God nok til U/21 EM

FC Midtjyllands Pione Sisto fokuserer på at komme på U/21-landsholdet, når han til december får sit danske pas.

FC Midtjyllands talentfulde offensivspiller Pione Sisto har i denne sæson stået for fire mål og to assist i 11 kampe, og den kun 19-årige FCM-spiller har i den grad været medvirkende til, at FC Midtjylland ligger på en suveræn førsteplads i Superligaen. Senest mod Silkeborg, hvor han scorede til 2-0.

Til december får Pione Sisto sit danske pas efter næsten to års slid med at få dansk statsborgerskab, dermed kan han repræsentere danske hold, hvis han er god nok. Personligt har han den målsætning, at han vil med til U/21 EM. En ambitiøs målsætning, for selv om Sisto har gjort det godt på klubholdet, har han af gode grunde ikke været inde over Jess Thorups U/21-hold. Sisto har altså et halvt års tid til at overbevise Jess Thorup.

- Jeg føler, at jeg er god nok til at spille for U/21-holdet. Det er selvfølgelig dem, der skal afgøre det. Men personligt synes jeg, at jeg har leveret rigtig fint og virker god nok til at kunne spille for det hold, selv om det er et rigtig stærkt hold, som vi alle ved, siger Pione Sisto til DR Sporten.

Pione Sisto er født i Sudan, men har været i Danmark, siden han var to måneder.

Sisto fortalte for mere end et år siden til tipsbladet.dk, at han havde ansøgt om dansk pas, fordi han gerne ville spille for det danske landshold. Han fortalte også, at han dengang havde talt med daværende U/17-landstræner Thomas Frank, der var interesseret i at få Pione Sisto på landsholdet.