Sisto har intet hørt fra Leicester
Polfoto/Jens Dresling
Superliga

Sisto har intet hørt fra Leicester

Premier Leagues tophold, Leicester, er angiveligt klar til at hente Pione Sisto, men hovedpersonen selv har intet hørt fra den engelske klub.

Pione Sisto bliver beset af mange europæiske storhold i disse måneder, og et af de hold, der angiveligt skulle være brændt ekstra varm på den danske driblekonge er engelske Leicester.

Men Sisto selv mangler endnu at høre fra det engelske tophold.

- Jeg har intet hørt fra dem. Jeg holder mine døre åbne og venter på at se, hvad der kommer til at ske, siger Sisto til Ekstra Bladet.

Rygterne har tidligere gået på, at Premier Leagues overraskende tophold skulle være klar med en rekordstor sum på mere end 100 millioner kroner for at lokke Sisto til. En pris, som FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein trækker lidt på smilebåndet over.

- Nej, jeg har intet hørt om det, men 12 millioner pund lyder da fornuftigt, siger han til Ekstra Bladet.

Avisen fortæller videre, at også Ajax Amsterdam var på plads på Farum Park mandag aften for at se på både Pione Sisto og Emre Mor fra FC Nordsjælland.