Skadesfri AaB-spiller satser på masser af spilletid
Superliga

Skadesfri AaB-spiller satser på masser af spilletid

Jakob Ahlmann er kommet ud af skadeshelvede og håber på at deltage i mange kampe for AaB efter vinterpausen.

Først sad han ude i 14 måneder med en korsbåndsskade og nåede akkurat at gøre comeback for AaB i efteråret, inden han løb ind i nogle følgeskader.

Men nu skal AaB-backen Jakob Ahlmann endelig være kommet ud af sit skadeshelvede.

Han er tilbage i topform og satser på at få en masse Superliga-kampe i forårssæsonen, fortæller Ahlmann til klubbens hjemmeside.

- Lige nu ser det rigtig godt ud. Jeg træner på hundrede procent på banen tre til fire gange om ugen, og det kan jeg gøre smertefrit nu. Det er super dejligt, for det er meget længe siden, at jeg har kunnet gøre det, siger Jakob Ahlmann.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg kommer til at spille en masse i foråret. Vi ligger godt til og har nogle rigtig spændende kampe foran os. Jeg skal bygge endnu mere på og ind i en god periode nu, hvor jeg forhåbentlig kan være skadesfri. Jeg glæder mig helt vildt til at komme til at spille noget fodbold igen og give den gas, fortsætter han.

24-årige Ahlmann nåede at være med i fire Superliga-kampe i efterårssæsonen, inden han blev skadet igen.