Skadesproblemer i bagkæden: AGF-stopper vil styre forsvaret
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Skadesproblemer i bagkæden: AGF-stopper vil styre forsvaret

Med Mikkel Rask og Niklas Backman ude med skader er Alexander Juel Andersen kontinuiteten og rutinen, der skal styre defensiven i AGF.

Når Viborg FF og AGF runder forårets anden spillerunde af på mandag, mangler de hvidklædte gæster næsten et halvt hold. Martin Spelmann har karantæne, mens Mustapha Bundu, Daniel A. Pedersen, Mikkel Rask og Niklas Backman alle er ude med skader.

Især de to sidstnævnte skader rammer hårdt, da både Rask og Backman spiller i midterforsvaret. Defensiven har i det hele taget været udsat for store omvæltninger i denne sæson, hvor cheftræner Glen Riddersholm har været tvunget til at benytte 10 forskellige konstellationer. 

Den mest konstante tilstedeværelse, som stadig er til rådighed, er Alexander Juel Andersen, der har startet alle kampe siden sjette spillerunde. Den 26-årige stopper har en vigtig rolle i Backman og Rasks fravær.

- Når der ikke ligger en Backman eller Mikkel Rask ved siden af mig, er det mig, der skal tage mere ansvar, og det er mig, der skal styre forsvaret. Selvfølgelig sammen med de andre, og det arbejder vi på, men der ligger noget mere ansvar, og det er i forvejen noget, jeg gerne vil tage noget mere af, så det er fint, selvom jeg selvfølgelig synes, det er ærgerligt, vi har de skader, siger han til tipsbladet.dk.

Juel Andersen har fået en god portion ros for sine præstationer i denne sæson, og hovedpersonen er også selv tilfreds med sit bidrag.

- Jeg synes, at jeg har løftet mit niveau op til noget, der ligner det, jeg gerne vil præstere på. Jeg vil gerne gøre det bedre, men jeg synes, jeg har arbejdet rigtig godt med tingene, og der er positive tendenser. Det regner jeg med, at jeg kan fortæstte med i foråret sammen med holdet, siger han. 

Mandagens kamp mod Viborg FF er endog meget vigtig for Alexander Juel Andersen og AGF. En sejr vil betyde otte points afstand til bundproppen Viborg, mens et nederlag mindsker afstanden til to point. 

Glen Riddersholm har givet udtryk for, at han er træt af at skulle reparere i stedet for at bygge på, fordi hans spillere løber ind i skader, og han er glad for at have Juel Andersens pålidelighed i bagkæden.

- Alexander har taget nogle store udviklingstrin her i de seneste 12-14 måneder, hvor han er gået fra at være en perifer spiller, som en gang i mellem spillede, til at være en vigtig rygrad i holdet, fordi han er multifunktionel og dækker mange pladser, og fordi han konstant leverer præstationer på et fornuftigt højt niveau, siger træneren.

- Det betyder rigtig meget, at Alexander har kunnet præstere på et kontinuerligt højt niveau og være til rådighed. Det gør, at vi i hver eneste kamp i denne sæson med få undtagelser har været med i kampen om pointene. Vi skal fortsætte, og Alexander er vigtig for os i den retning.