Video : Tipsbladet
Superliga

Skadet Gustaf Nilsson tvivlsom til Randers-kamp

Gustaf Nilsson er skadet og meget tvivlsom til Silkeborg IF's kamp mod Randers FC fredag.

Silkeborg IF må med stor sandsynlighed undvære den svenske angriber Gustaf Nilsson, når holdet på fredag møder Randers FC i Superligaen. Lejesvenden fra Brøndby IF har problemer med en akillessene, og det kan meget vel koste ham deltagelsen i fredagens kamp.

- Jeg har haft ondt i noget tid, og det er blevet værre efter kampen mod Helsingør, siger Gustaf Nilsson til Midtjyllands Avis.

Skulle det ende med, at Gustaf Nilsson ikke bliver klar til opgøret mod Randers FC, har Silkeborg IF imidlertid en ganske dygtig afløser parat i Marc Rochester Sørensen, der står og tripper for at få lov til at starte inde i en kamp for sin nye klub.

Mens Silkeborg IF kan ærgre sig over skaden til Gustaf Nilsson, kan klubben til gengæld juble over, at Sammy Skytte er klar igen og i spil til Randers-kampen.