Skoubo vil ikke sammenlignes med Utaka

Foto: Scanpix
Morten Skoubo er kørt i stilling som førsteangriber, når Peter Utaka formentlig skifter til kinesisk fodbold inden længe. Skoubo vil ikke sammenlignes med Utaka.

Det er efter alt at dømme kun et spørgsmål om tid, før Peter Utakas skifte til kinesiske Dalian Aerbin bliver offentliggjort. Når skiftet endeligt bliver bekræftet, har OB blot Morten Skoubo og Rasmus Falk tilbage til angrebspladserne, eftersom klubben også har mistet Djiby Fall i denne vinterpause.

Hvis Morten Skoubo kommer til at spille fra start i foråret, vil OB komme til at spille på nogle lidt andre præmisser, end hvad de har gjort i efteråret.

- Jeg spiller med de forcer, jeg nu engang har. Jeg er ikke Utaka overhovedet, jeg har andre kvaliteter, så jeg skal gå ind og bidrage med det, som jeg kan som fodboldspiller, siger Morten Skoubo til klubbens hjemmeside.

- Jeg er ikke helt så hurtig som Peter, desværre, men jeg har lige fundet ud af i dag, at jeg ikke er én af de langsomste. Men jeg er for eksempel ikke typen, der løber så meget dybt, og det har Peter været god til. Jeg har nogle andre kvaliteter, og jeg går ud fra, at OB har hentet mig, fordi de kan bruge mine kvaliteter

Angriberen har ikke haft vanvittig stor succes, siden han skiftede til dansk fodbold fra Roda. I otte optrædener i Superligaen nåede han således ikke at score en eneste gang, og andre spillere er blevet foretrukket i hans sted i Skoubos svære efterår.

- Jeg har altid haft det sådan, at om man er første-, anden-, tredje- eller fjerdeangriber er ikke så vigtigt. Selvfølgelig vil man spille så meget som overhovedet muligt. Man vil gerne være én af de to angribere, fordi man gerne vil spille, men det er ikke mig, der vurderer, om jeg er første-, anden-, tredje- eller fjerdeangriber. Jeg gør, hvad jeg kan på træningsbanen for at være én af dem træneren vælger, når vi skal spille kampe.

Morten Skoubo har tidligere spillet i både FC Midtjylland og Brøndby.

Seneste nyt på tipsbladet.dk

 

Afstemning

Hvordan ender Danmark-Brasilien?: