Skuffet Fisker: Til grin måde, vi kommer ud til kampen på
Foto: Randers FC
Superliga

Skuffet Fisker: Til grin måde, vi kommer ud til kampen på

Randers-kantspiller Kasper Fisker var særdeles skuffet over den måde, randrusianerne kom ud til første halvleg på og siger, alle på holdet må kigge indad.

Randers FC led i går et nederlag på 1-0 til AaB hjemme på BioNutria Park Randers. I første halvleg var AaB tilfredse med deres indsats, i anden halvleg mindre fornøjede. Hos Hestene var det omvendt. Kasper Fisker var nemlig på ingen måde tilfreds med den måde, hjemmeholdet kom ind til kampen på. 

- Vi kommer fuldstændig vanvittigt dårligt ud til kampen. Det er totalt til grin, den måde vi kommer ud til kampen på. Jeg synes, vi spiller en pinlig første halvleg, og det er sgu mere eller mindre over det hele. Man går måske og tænker "hvorfor gør de andre ikke det, og hvorfor spiller de ikke bolden lidt bedre." Men alt i alt er det over hele linjen. Der skal vi bare se indad og hive op i os selv i stedet for at kigge på andre. Det blev vi enige om i pausen, og heldigvis viser vi da god moral og kommer ind til anden halvleg og prøver at få et bedre resultat - men det lykkedes så ikke, siger Fisker til Randers Amtsavis.

Fisker fortæller, at han ikke har nogen ide om, hvorfor hjemmeholdet var så langt væk fra vanligt niveau i første halvleg. 

Randers FC møder på søndag AGF på Ceres Arena.