Skuffet Gaarde: Hvor var tilskuerne?
Illustration
Superliga

Skuffet Gaarde: Hvor var tilskuerne?

Da Hobro gæstede Aalborg fredag aften, var der solgt over 12.000 billetter. Alligevel mødte der kun under 10.000 op.

AaB og Hobro mødtes fredag aften i en duel om håneretten i Nordjylland. De to hold havde kun mødtes én gang tidligere, og her overraskede Hobro og vandt 2-1 i en pokalkamp i 2009. Fredag fik gæsterne fra Hobro 1-1 med hjem fra Aalborg foran et næsten udsolgt stadion. Eller det vil sige, at det var meningen, at kampen skulle spille foran et næsten udsolgt stadion. Til kampen var der solgt mere end 12.000 billetter, men der mødte under 10.000 op. Altså 2.000 færre, end der var solgt billetter til.

Det vækker ikke overraskende undren hos sportsdirektør Allan Gaarde, for AaB har måttet afvise tilskuere.

- Der vil altid være en form for spild på den konto, men 2.000 er en stor spildprocent, så det giver os bestemt anledning til at overveje, om vi kan optimere processen og mindske det tal, siger Allan Gaarde til Nordjyske.

Ifølge Allan Gaarde var det både sæsonkortholdere, sponsorer og folk med løssalgsbilletter, der blev væk fra kampen, og AaB-chefen vil nu se på, om man eventuelt kan ændre procedure, så ubenyttede billetter kan komme andre til gavn.