Smagsdommerne: FCK skal undgå FCM-deja vu
Foto: Pressefoto
Superliga

Smagsdommerne: FCK skal undgå FCM-deja vu

Tipsbladet.dk ser tilbage på rundens kampe i Superligaen, hvor ugens smagsdommer kommer med sin mening om aktuelle emner. I dag Casper Høygård, journalist og kommentator på Canal 9 og Eurosport.

Superligaen er i fuld gang efter syv spillerunder, og transfervinduet er netop lukket.
 
Der er således masser af oplagte emner at diskutere, og vi har derfor taget en snak med denne uges Smagsdommer på tipsbladet.dk.
 
Tipsbladet.dk vil efter hver spillerunde i Superligaen vende de vigtigste emner med en af vores Smagsdommere - i dag Casper Høygård, journalist og kommentator på Canal 9 og Eurosport.
 
Hvordan ser du FC Københavns sæsonstart og klubbens aktuelle situation med kun tre point og ingen sejre i de seneste fire kampe?
 
Det er dobbelt. De startede flot med fem sejre i de første fem kampe, når man tæller Europa med. Nu har de så spillet fem kampe uden at vinde, når man tæller Europa med, men Ståle Solbakken har efter hver kamp kunnet sige, at de har været uheldige. De har egentlig spillet fint, men så er de blevet ramt af udvisninger, skader eller uheld. De havde mange chancer mod OB, og det kan forklares. Men det er selvfølgelig ikke nok, og der er pres på FCK for at få nogle sejre og komme ind i den serie, så de kan hale ind på FC Midtjylland 
 
FC København risikerer at opleve et deja vu fra de seneste to sæsoner, hvor man har halset efter førerholdet. Jeg har svært ved at udpege de store problemer på holdet, fordi man har en talentfuld trup, som er i gang med at blive bygget op. Der er også skadede spillere, der er på vej tilbage, så det skal nok gå, men de har godt nok brug for en sejr
 
De har ikke fået gang i nogle af deres målscorere endnu. Nicolai Jørgensen kommer frem til mange ting, men mangler at gøre det færdigt. Santander mangler at få scoret, selvom han viser gode ting. Der er en del af de spillere i offensiven, der er spændende, men der mangler nogle mål. Noget andet er, at Ståle Solbakken i nogle kampe har skiftet lidt defensivt ud. Jeg ved, at det er noget, der bekymre nogle af fansene. Både mod FC Nordsjælland og AGF skiftede han en defensiv spiller ind, selvom man kun førte med ét mål. Det ærgrer fansene sig over 
 
Jeg tror dog, at FCK vil ramme topformen i løbet af sæsonen, og når det sker, er holdet bedre end de andre i Superligaen. Spørgsmålet er så, om de kan nå det i tide eller om FC Midtjylland er stukkket af. FC København vil for alt i verden undgå en sæson som de seneste to, hvor man har halset efter FCM
 
SønderjyskE er kommet godt fra start. Hvad er årsagen til, at sønderjyderne ligger nummer to efter en femtedel af sæsonen?
 
SønderjyskE har ageret meget positivt. Jakob Michelsen har virket taktisk stærk til hver eneste kamp, og man har det indtryk, at han til hver kamp har noget, der kan gøre ondt på modstanderen. Han er ikke en koncepttræner på den måde, at han vil spille på en bestemt måde, men han gør sit hold stærkt i forhold til hver eneste modstander. 
 
Nu har de mistet Bjørn Paulsen, der kan dække alle pladser, men de har en fin trup, og Tommy Bechmann har set frisk ud. Bechmann har længe set skarp ud, og han virker fit. Han er rigtig god og vigtig for SønderjyskE, så hvis Michelsen har været bekymret for Bechmanns fysik, kan han glæde sig over, at han virker frisk. Så længe SønderjyskE præsterer, er det et kæmpe cadeau til Michelsen, der som ny træner uden Superliga-erfaring har formået at vinde kampe 
 
Det er før set, at en klub taber tre kampe i træk, og det kan man miste momentum i Superligaen af. Jeg regner ikke med, at de ligger i toppen af Superligaen resten af sæsonen, men kan holdet bevare en plads i top seks, tror jeg, at Jakob Michelsen vil danse af glæde. Kan de holde sig i midten af Superligaen uden at komme i nedrykningsfare, er der også et godt fundament til næste sæson, hvor man måske kan gå efter en plads i slutspillet om top seks. Når det er sagt, kan der ske meget i løbet af en sæson i form af skader og transfers, og SønderjyskE har ikke den bredeste trup, så der er de sårbare
 
Transfervinduet er netop lukket. Hvilken klub har ageret bedst i løbet af sommeren?
 
FC Midtjylland har formået at holde på Sisto og Sviatchenko, så de har gjort det godt. Desuden at er der også kommet nogle nye folk ind, og de er godt dækket ind på alle positioner. SønderjyskE har også gjort det godt, og man har ageret klogt ved at hente nogle gode spillere i 1. division. Troels Kløve og Janus Drachmann er kommet ind med Superliga-erfaring og har leveret fra første dag. De har så også solgt Paulsen, men det ser fint ud, og man skal rose Hans Jørgen Haysen, der har taget over fra Ole Nielsen med succes 
 
Ordet er frit:
Det er ok at lukke træningen før kamp
 
Der har været fokus på, at flere Superliga-klubber lukker træningen dagen inden en kampdag. Både AGF og Hobro har fortalt om deres overvejelser omkring det, og jeg ser det ikke som et problem i forhold til åbenheden i Superligaen. Jeg opfatter det som et tegn på, at trænerne tager deres taktik og træning alvorligt.
 
Jeg kan godt forstå, at trænerne har behov for at lukke træningen før en kamp. Vi så senest, at Hobro havde fem ændringer i startopstillingen til kampen mod FC Nordsjælland, men det var ingen overraskelse, for det kunne læses i avisen om morgenen, ligesom modstanderen kunne have haft en spion til træningen. 
 
Det er helt ok at lukke træningen dagen før en kam, og i Danmark er der masser af åbenhed i klubberne, hvor spillere og trænere gladelig stiller op til interview før og efter hver kamp – og i hele ugen op til. 
 
Hver uge runder Tipsbladet.dk weekendens vigtigste Superliga-emner i selskab med en af vores smagsdommere. Smagsdommerne består af kyndige fodboldfolk med tilknytning til Superligaen. Vores panel består af følgende folk, der på skift giver deres mening om landets bedste række:
 
Jesper Simo, reporter/kommentator, Discovery Networks.
Nicolai Wael, tidligere træner i bl.a. Vejle og Fredericia samt Superliga-spiller i flere klubber.
Andreas Kraul, kommentator, DR Sporten.
Casper Høygaard, reporter/kommentator, Discovery Networks.
Martin Borre, journalist på Politiken samt tidligere Superliga-spiller for bl.a. OB.
Ole Bjur, sportsdirektør i Fremad Amager samt tidligere Superliga-spiller i Brøndby.
Morten Bisgaard, journalist på TV2 Sporten samt tidligere Superliga-spiller i FC København og OB.