Søndergaard: Skal modstå AGF’s pres
Foto: AaB
Superliga

Søndergaard: Skal modstå AGF’s pres

Lars Søndergaard mener ikke, AGF er nogen ønskemodstander, og AaB-cheftræneren tror, at det bliver afgørende for morgendagens lokalderby, om nordjyderne kan modstå århusianernes aggressive udtryk

AaB skiftede og har skiftet stort ud inden sæsonen, men de rød- og hvidstribede nordjyder er alligevel kommet godt fra land i sæsonen, hvor man endnu ikke har tabt og lige nu spiller med helt i toppen af tabellen.

AGF er i morgen modstanderen i Aalborg, og Lars Søndergaard lader til klubbens hjemmeside forstå, at AaB’erne bevarer beskedenheden.

- En stor del af forklaringen for AGF’s store nederlag skal naturligvis findes i en tidlig udvisning, og et sammenbrud af den kaliber sker kun én gang, siger Lars Søndergaard med henvisning til AGF's 7-0-nedsmeltning imod Brøndby.

- Vi er forberedte på at møde et aggressivt AGF-hold, der presser højt og spiller direkte. De vil givetvis søge en masse dueller og have et ønske om at gøre kampen urolig, og dette skal vi være parate til at modstå fysisk og derfra finde ro på bolden og sætte vores spil, fortsætter han til klubbens egen hjemmeside.

- I foråret var AGF absolut ikke vores yndlingsmodstander, og alene af den grund har vi en naturlig respekt for dem, men omvendt har vi også stor tro på egne evner, og vi er overbeviste om, at præsterer vi optimalt, så har vi også med hjælp fra et talstærkt publikum en god chance for at vinde.