SønderjyskE afviser spillersalg: Vil bygge videre på holdet
Superliga

SønderjyskE afviser spillersalg: Vil bygge videre på holdet

Flere af SønderjyskE's spillere er interessante for andre klubber, men sportschef Hans Jørgen Haysen afviser at klubben vil sælge ud af sølvholdet.

SønderjyskE har allerede præsenteret et par spillere til klubbens kommende sæson, men det store spørgsmål i Haderslev, Aabenraa og omegn er selvfølgelig, om sønderjyderne kan holde på sine nuværende profiler. 
 
Spillere som Pierre Kanstrup og Nicolaj Madsen er ganske givet på ønskelisten i flere klubber, men sportschef Hans Jørgen Haysen afviser, at man har tænkt sig at sælge de to bærende spillere.
 
- Jeg ved godt, at I medier meget gerne vil skrive, at der er interesse fra andre klubber, men man skal også se på, hvad vi selv er blevet for en klub. Det er jo ikke for sjovt, at alle spillerne fremhæver værdierne og det sociale sammenhold, og nu er vi formentligt blevet endnu mere attraktive, fordi vi også har præsteret noget som klub. Det er ikke kun spillerne, der er blevet mere interessante. Vi skal ikke ud at sælge ud af hele arvesølvet nu. Vi vil gerne holde sammen på stammen og bygge videre på den base, som vi har fået i år. Vi har haft en masse stolpe ind og en masse medgang, men jeg synes trods alt, at spillerne holder vand, og de har den rigtige alder. Det vil vi gerne holde på og bygge videre ud fra, siger Hans Jørgen Haysen til JydskeVestkysten.
 
I stedet arbejder SønderjyskE på at forstærke truppen. Onsdag er Nicolaj Ritter blevet præsenteret i klubben, og senest har tipsbladet.dk kunne afsløre, at Premier League-reserven Tokelo Rantie er på ønskelisten hos de danske vicemestre.