SønderjyskE bankede uskarpe Esbjerg

Olafur Ingi Skulason hjalp SønderjyskE på vej med sin scoring til 2-0. Foto: Scanpix
SønderjyskE scorede tre mål i første halvleg, og lukkede dermed reelt set kampen mod et Esbjerg-hold der ikke kunne score.

Med nederlag til OB og FCK i sæsonens to første kampe, havde Esbjerg her til aften brug for at få point mod SønderjyskE, som overraskede positivt ved at slå FC Nordsjælland i sidste runde.

I en første halvleg som Esbjerg ellers dominerede chancemæssigt, var det SønderjyskE som for alvor viste farlighed, da de i det 18. minut bragte sig foran med 1-0 ved Henrik Bødker, efter en situation hvor Esbjerg-forsvaret ikke fik clearet bolden ordentligt.

Esbjerg forsøgte sig et par gange med nogle optimistiske langskud, men hverken Jesper Jørgensen eller Kevin Conboy havde held med forsøgene. Conboy scorede ellers et fremragende et af slagsen i sidste uges kamp mod FCK. Også Tim Janssen havde gode muligheder for at bringe gæsterne foran.

I stedet for en Esbjerg-scoring udnyttede SønderjyskE en frisparksmulighed til at bringe sig foran med 2-0. Et frispark fra Johnny Thomsen endte i hovedet på Olafur Ingi Skulason, som headede sønderjyderne yderligere i front og forværrede Esbjergs muligheder betragteligt.

Det blev ikke meget bedre for vestjyderne, da det få minutter efter blev til 3-0 i en første halvleg med SønderjyskE i en sand målrus. Denne gang var det altid målfarlige Kenneth Fabricius, der kunne noteres for scoringen.

En skidt esbjergensisk første halvleg blev fløjtet af, og mon ikke Ove Pedersen talte med store bogstaver i omklædningsrummet i pausen.

Lige lidt hjalp det dog, for Esbjerg kunne heller ikke i anden halvleg overtale SønderjyskEs keeper, den tidligere FCK-målmand Nathan Coe, til at lade sig passere.

På trods af flere skud på mål end værterne og et pres i anden halvleg, formåede vestjyderne ikke at komme tilbage i kampen.

Det tætteste Esbjerg kom på en scoring, var da Søren Rieks i slutminutterne headede på stolpen.

Med 3-0 nederlaget har Esbjerg dermed fået den værst tænkelige start på den nye sæson, mens SønderjyskE kan glæde sig over to flotte sejre i sæsonens første tre kampe.



Få Tipsbladet gratis tre fredage i træk. Bestil her!
 

Seneste fra danskfodbold.com

Afstemning

Hvem er vinterens bedste Superliga-signing?:

Seneste nyt på tipsbladet.dk