Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE-boss i tvivl om ny transferdeadline

Er det en god ide at fremrykke transferdeadline i Danmark? SønderjyskE's sportschef er i tvivl.

Bør transfervinduet lukke før, at sæsonen går i gang?

Det mener man i England, hvor et flertal stemte for, at sommerens transfervindue fra næste sæson rykkes frem til før første fløjt i sæsonen. Det har åbnet for en debat om, hvorvidt man bør gøre det samme i dansk fodbold. Aktuelt lukker transfervinduet som bekendt 31. august.

Både Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, og FC Midtjylland-boss, Claus Steinlein, har talt positivt om at følge det engelske eksempel i Danmark, men Hans Jørgen Haysen, der er sportschef i SønderjyskE, er lidt mere lunken.

- Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene. Jeg kan godt se nogle fordele i, at transfervinduet lukker inden sæsonstarten, og man dermed kan have truppen på plads i god tid. Men hvis de markeder, hvor vi kigger efter spillere, og som også kigger hos os, holder længere åbent, stiller vi os selv dårligere, og det skal vi selvfølgelig ikke, siger Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Så jeg er nysgerrig efter at høre, under hvilke forudsætninger man i givet fald vil rykke transferdeadline.

Superliga-sæsonen blev denne sommer sparket i gang den 14. juli - altså halvanden måned inden transferdeadline.