SønderjyskE dropper snak om overlevelse: Nyt sæsonmål
Foto: SønderjyskE
Superliga

SønderjyskE dropper snak om overlevelse: Nyt sæsonmål

SønderjyskE-træner slår nu fast, at holdet ikke kan rykke ned.

Man kender efterhånden sangen fra SønderjyskE-lejren. Den om at holdets målsætning er at overleve i Superligaen. Uanset hvor mange point SønderjyskE har haft gennem tidernes Superliga-sæsoner, er der stort set kun kommet snak om overlevelse over læberne på de raske svende fra Haderslev og omegn. 

Derfor kommer hermed et udsagn fra træner Jakob Michelsen, som kræver en særlig introduktion. Cheftræneren fastslår således, at SønderjyskE er sikret en sæson mere i landets bedste række. 

- Selv om vi er jyder og ydmyge, kan vi godt sige, at vi har overlevet i rækken nu. Vores sæsonmål er at ramme 45 point og få den bedste sæson i klubbens historie, siger Jakob Michelsen til Jyllands-Posten. 

SønderjyskE har lige nu 35 point på kontoen med hele 25 point ned til Hobro under nedrykningsstregen. Sejren over Brøndby var en milepæl for holdet, mener cheftræneren.

- Det er en kæmpe skalp at vinde over en af de største klubber i Danmark - og særligt fordi det var fuldt fortjent efter en mandfolkeindsats. Det giver selvtillid, siger Jakob Michelsen.

SønderjyskE's næste kamp er på lørdag, hvor Viborg er modstanderen på udebane.