SønderjyskE leder efter frie transfers
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

SønderjyskE leder efter frie transfers

Søndag sikrede SønderjyskE sig endnu en sæson i Superligaen, og nu er klubben i gang med at sætte truppen til næste sæson.

Med 1-1 hjemme mod FC Vestsjælland i søndags sikrede Superligaens korkprop SønderjyskE sig endnu en sæson i Superligaen. Derfor var der naturligvis glæde i Haderslev og omegn, og nu begynder arbejdet allerede frem mod næste sæson. Folk som Daniel Jensen, Henrik Hansen og Tommy Bechmann har kontraktudløb. Erik Marxen forlader klubben efter endt lejeaftale, og det samme ventes Marvin Pourié at gøre.

Vi tog derfor en snak med SønderjyskEs sportschef, Hans Jørgen Haysen, om det arbejde, der venter.

Tillykke med overlevelsen. Nu begynder det store arbejde, forestiller jeg mig. Er møllen allerede sat i gang?

- For at bruge din metafor har møllen drejet i noget tid nu, fordi vi havde en forhåbning om at overleve i Superligaen. Det var vores målsætning. Så forarbejdet er lavet, og møllen har drejet mod Superligaen. Men det er først nu, vi for alvor kan gå i gang og blive konkrete, og mit klare fokus lige nu er at finde løsninger med de spillere, der har udløb nu her. Dem skal vi først og fremmest tale med.

Hvorfor starter du der?

- Fordi det er spillere, der har været en del af SønderjyskE og har givet klubben en masse. Vi har selvfølgelig talt løst, og nu skal vi så finde ud af, om samarbejdet skal fortsætte eller stoppe. Vi har spillet med åbne kort, fordi spillerne også har været loyale.

Der er nogle kompentente spillere som Tommy Bechmann og Daniel Jensen, der har udløb og har meget rutine. Hvad skal der til, før I forlænger med de spillere?

- Det taler jeg med dem om, men du har ret i, at det er spillere, der betyder meget for truppen. Og du kunne også have nævnt nogle af de andre som Niels Lodberg og Henrik Hansen, som er spillere, der går forrest. Så nu taler vi med hver enkelt spiller, og så må vi se. Lodberg har allerede skrevet med en anden klub, hvor han også kan være træner.

I mister lejesvenden Erik Marxen. Hvor stor en prioritet er det for jer at hente en venstre back?

- Vi skal helt sikkert have en venstre back ind, fordi vi ikke har den åbenlyse arvtager i truppen.

Hvad skal der ellers styr på i forhold til spillertruppen?

- Vi har nogle spillere, vi skal finde ud af, hvad der skal ske med. Som udgangspunkt skal Marvin Pourié tilbage til FC København, og han er jo en fyr, der har spillet de fleste kampe for os. Så der skal vi også finde på noget nyt.

I har ofte været gode til at finde erstatninger, når I mister profiler. Er du enig?

- Det synes jeg også. Pourié har gjort det godt, og før det gjorde Rubin Okotie det godt. Hvis du kigger før ham, havde vi Vibe som den offensive profil. Så vi har været heldige og dygtige til at finde personen, der går forrest. Vi leder selvfølgelig efter den angriber, der kan score en masse mål for os. 

I den her proces - hvor meget taler du med jeres kommende cheftræner Jacob Michelsen?

- Selvfølgelig taler jeg med ham, og hvis Allan Gaarde siger, han ikke taler med deres kommende træner (SønderjyskE-træner Lars Søndergaard, red.), så lyver han. Det ville være åndssvagt ikke at tale med vores kommende træner, når vi sætter holdet.

Hvad har I af økonomiske muligheder på transfermarkedet?

- Som udgangspunkt søger vi de frie transfers, men er der det helt rigtige, som vi virkelig gerne vil have, så vil jeg også prøve at finde pengene. Men det kan ikke være et vanvittigt stort beløb, for det er vores budget ikke til. Dukker den rigtige op, indstiller jeg til bestyrelsen, at vi skal finde midlerne.

Du har vel allerede navne i spil og på blokken allerede nu?

- Det skulle jeg gerne have tænkt nogle tanker om, ellers ville det ikke være ansvarligt. Da jeg tiltrådte i sommer, gjorde jeg mig tanker om tre måneder frem, seks måneder frem og et år frem. I den her verden vender du hele tiden spillere, og vi arbejder på flere ting.

Hvis den rigtige dukker op, kan du måske få pengene. Er Marvin Pourié ikke den spiller, I skal forsøge at købe?

- Det har jeg ingen kommentar til, ud over at Marvin har gjort det godt her. Vi ville gerne have, at han havde scoret lidt mere, men omvendt er jeg blevet positivt overrasket over, hvor meget han arbejder i kampene. Det kunne vi godt have haft vores bange anelser om. Han har indordnet sig vores stil. Men den er ude af vores hænder nu, han er jo FC København-spiller.