SønderjyskE om succestræner: Andre klubber må holde øje
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

SønderjyskE om succestræner: Andre klubber må holde øje

Jakob Michelsen er en stor succes i SønderjyskE, der kun har kontrakt med træneren i en sæson endnu. Sportschef Hans Jørgen Haysen er opmærksom på, at andre klubber kan have et godt øje til træneren.

Et trænerskifte kan få stor betydning for en klub – både i den ene og den anden retning. Men som regel ser man først konsekvensen af et trænerbytte efter en rum tid slår igennem. I SønderjyskE har Jakob Michelsen imidlertid leveret varen fra første dag. 
 
I SønderjyskE er man da også godt tilfreds med Jakob Michelsen, som tilskrives en stor del af æren. 
 
- Han har en stor andel af det. Han er kommet hertil med ny inspiration og en ny tilgang til tingene på træningsbanen. Han har bidraget med nye nuancer i spillet, og vi er nok blevet mindre forudsigelige at spille mod. Det har også gjort, at spillerne føler sig godt tilpas i klubben. Spilllerne synes, det er sjovt at komme til træning, og de har et indtryk af, at holder spiller som de gerne selv vil spille. Der er kommet en lyst og en tro frem, og det har gjort, at tingene er gået op i en højere enhed, siger sportschef Hans Jørgen Haysen til tipsbladet.dk. 
 
Han er imponeret over hastigheden i Jakob Michelsens succes i SønderjyskE.
 
- Jeg er overrasket over, at det er gået så hurtigt. Held spiller også ind, for vi har haft stolpe ind nogle gange, men ellers handler det om flid, hårdt arbejde og sammenhold. Det tager gerne lidt tid for en ny træner at sætte sine præg på tingene, men Jakob har sammen med resten af trænerteamet været meget synlig og tydelig fra dag ét. Derfor er det gået så godt, siger han. 
 
SønderjyskE har kontrakt med Jakob Michelsen frem til sommeren 2017, men Hans Jørgen Haysen er opmærksom på, at trænerens præstationer i Haderslev og omegn kan have fået andre klubber til at holde øje med ham. 
 
- Det er med trænere, som det er med spillere. Der bliver lagt mærke til det, når man gør det godt. Jeg kan bare sige, at vi i sin tid skrev en to-årig kontrakt med Jakob Michelsen, og det forholder vi os til. Det ville være mærkeligt, hvis man i andre klubber ikke holder øje med, at det går godt i SønderjyskE. Sådan arbejder vi selv: Vi ser, hvem der gør det godt andre steder, så der er nok også nogle klubber, der har lagt mærke til, at vores træner og spillere gør det godt, siger Hans Jørgen Haysen.