SønderjyskE ophæver med østrigsk forsvarsspiller
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

SønderjyskE ophæver med østrigsk forsvarsspiller

Mathias Maak er ikke længere SønderjyskE-spiller, efter han har fået sin aftale med klubben ophævet. Han er tæt på en ny klub.

I sidste uge fortalte SønderjyskE's sportschef, Hans Jørgen Haysen, til tipsbladet.dk, at klubben havde givet Matthias Maak et par dages fri. Årsagen var, at forsvarsspilleren skulle prøvetræne i St. Pölten i Østrig.

Ved den lejlighed gjort Haysen det klart, at klubben ikke ville stille sig i vejen for et eventuelt klubskifte, og nu tyder det på, at det skifte er tæt på. SønderjyskE oplyser således i en pressemeddelelse, at Maak har fået ophævet sin kontrakt med det samme, og at han er tæt på at finde en anden klub. 

- Matthias Maak havde en stor andel i det flotte eventyr i Europa League sidste sommer, hvor han også spillede fast. Men efter at Kees Luijkx kom tilbage efter en længere skadespause og spillede stærkt sammen med Pierre Kanstrup i det centrale forsvar, havde Matthias Maak svært ved at opnå fast spilletid, siger Hans Jørgen Haysen.

- Der bliver også intens kamp i den kommende sæson om pladserne ved siden af Luijkx i det centrale forsvar, hvor Marc Pedersen og unge Stefan Gartenmann ser stærke ud.
Derfor giver det også meget god mening, at han gerne vil prøve sig af i en anden klub. Matthias Maak er bare en super god fyr, som giver alt til gruppen. Han er topprofessionel på alle parametre, og vi kan kun give ham de varmeste anbefalinger med ønsket om al mulig held og lykke på hans videre vej.

25-årige Maak kom til SønderjyskE sidste sommer fra Grödig i hjemlandet. Opholdet var hans første i udlandet efter en fortid hos en række forskellige klubber i Østrig. Nu kan han altså snart skrive endnu en på listen.

SønderjyskE fortæller i samme ombæring, at offensivspilleren Silas Songani ligeledes er på vej væk. Han prøvetræner fra tirsdag i den norske klub Kristiansund BK. Hans Jørgen Haysen sagde i sidste uge, at det kunne være et tema at udleje zimbabwaren.