SønderjyskE reddet efter drama
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

SønderjyskE reddet efter drama

SønderjyskE var længe på hælene mod FC Vestsjælland, men kan med 1-1 juble over endnu en sæson i Alka Superligaen.

Overlevelsen kunne sikres, da SønderjyskE søndag tog imod FC Vestsjælland. Et point var nok for hjemmeholdet, mens mandskabet fra Slagelse skulle bruge en sejr i bestræbelserne på for alvor at holde liv i håbet om overlevelse. Med 1-1 i Haderslev var det dog SønderjyskE, der kunne juble. 

SønderjyskE indledte nærgående med et forsøg rundet kampens første minut. Bjørn Paulsen tog chancen fra kanten af feltet, men sendte sit forsøg et par centimeter over mål. Fem minutter efter brændte Dennis Sørensen sæsonens nok største tilbud, da han upresset to meter fra et tomt mål sparkede en ripost forbi.

Generelt var det FC Vestsjælland, der jagtede i indledningen. Trods den hæsblæsende start blev det dog først igen farligt efter 22 minutters spil, da Nicolaj Madsen efter flot forarbejde af Silas Songani på kanten dog ikke fik træf på sin afslutning. Det gjorde til gengæld Anders Due kort efter, da han var tæt på at score selvmål på et frispark fra værternes Daniel Jensen. 

SønderjyskE kom bedre med frem mod pausen, men det var FC Vestsjælland, der burde være kommet foran ti minutter før pausen. Marin Skender kiksede en aflevering, der havnede for fødderne af Rasmus Festersen. Alene med en keeper på mellemhånd klarede den kroatiske målmand dog flot. Han måtte dog give fortabt fem minutter efter, da et kraftfuldt indlæg blev headet i nettet af Dennis Sørensen. Med scoringen kunne gæsterne gå til pause med 0-1 på måltavlen.    

SønderjyskE startede aggressivt efter pausen. Marvin Pourie var tæt på at komme frem til et godt hovedstød fem minutter inde i anden halvleg, inden Dennis Sørensen i den anden ende to minutter efter headede en gylden chance over mål. Efter en god periode for gæsterne var Anders Due tæt på med en giftig tværpasning med en halv time igen, men SønderjyskE levede fortsat.

Rundet 68 minutter kunne SønderjyskE havde skabt balance. Silas Songani kom lidt heldigt alene igennem med Thomas Mikkelsen, men efter en god redning tog stolpen fra. Hjemmeholdet pressede på for udligningen i slutfasen, hvor vinden samt en solid FCV-defensiv dog gjorde betingelserne vanskelige for sønderjyderne.

5.075 tilskuere kunne bryde ud i jubel med et kvarter igen. Et indlæg fra Songani blev sendt i eget net af Jean-Claude Bozga, der dermed bragte værterne mod overlevelse. Målet fik FCV på jagt i slutminutterne, hvor de trængte gæster satsede stort. Det gav en række løse muligheder til SønderjyskE i den anden ende, der dog ikke lykkedes med et lukke ballet.

Sønderjyderne kunne dog juble over endnu en triumf efter fire minutters tillægstid, da dommer Kenn Hansen fløjtede af. Med 1-1 er SønderjyskE reddet, mens FC Vestsjælland nu skal håbe på en større Esbjerg-nedtur i kampen for en ny sæson.