Det er et hårdt slag for en lille klub som SønderjyskE, når en af klubbens nøglespillere sættes ud af spillet med en langtidsskade. Og det er lige præcis, hvad der er sket med målmand Nathan Coe. Australierens knæskade holder ham ude i fem til otte uger, og sønderjyderne skal derfor bruge en erstatning. Ham kan de nu have fundet i form af den tidligere AaB- og AC Horsens-keeper, Kenneth Stenild, der nu rejser med truppen på træningslejr i Tyrkiet.
- Vi tør ganske enkelt ikke satse på, at Nathan Coe bliver kampklar til forårets første og særdeles vigtige kampe i Superligaen. Derfor agerer vi også nu, og har inviteret Kenneth Stenild til prøvetræning hos os. Han møder op i dag, og rejser også med spillertruppen på træningslejr i Tyrkiet. Herefter vurderer vi, om Kenneth Stenild skal tilbydes en kontrakt for resten af indeværende sæson, siger SønderjyskEs sportschef Ole Nielsen.
Der er blot ét problem. Sønderjydernes kasse er tom, og der er derfor ikke penge til Kenneth Stenild. Derfor beder klubben nu om en økonomisk håndsrækning fra omgivelserne i Sønderjylland.
- Vi går en række helt afgørende kampe i møde, og det gælder ganske enkelt om at gøre alt, hvad vi kan for at sikre klubben overlevelse i Superligaen efter denne sæson. Vi vil, og kan, ikke bruge flere penge, end vi har. På den anden side er en nedrykning også en økonomisk udfordring. Vi håber derfor, at sønderjyderne og de sønderjyske virksomheder vil give Superliga-fodbolden i SønderjyskE en hjælpende hånd således, at Nathan Coe kan koncentrere sig om at blive 100 % klar, før han er tilbage mellem stængerne, lyder bønnen fra Ole Nielsen.
SønderjyskE - med eller uden Kenneth Stenild i målet - starter forårssæsonen op med en udekamp i Brøndby den 4. marts.